Thomas de Laine

Blogarkiv

Her i arkivet finder du alle blogindlæg med undtagelse af de 10 nyeste. De er på bloggens hovedside.

Regnbuen

Der hvor regnbuen ender... bor jeg! I hvert fald ser udsigten lige nu sådan her ud.

Regnbue på Sundbyvester Plads

29. juli 2007 kl. 20:49

Pærer og bananer

I de seneste par måneder har jeg som specialeoverspringshandling ført en slags kostdagbog, hvor jeg noterer, hvad jeg har kværnet i løbet af dagen.

De foregående 83 dage er det således blevet til 122 æbler, 75 pærer, 12 bananer og 10 nektariner. Det lyder jo for så vidt sundt nok, men egentlig er det for lidt. Man bør som bekendt spise seks stykker frugt og grønt om dagen, hvilket svarer til 498 stykker. Og jeg har altså kun spist 219! Hos Fakta svarer forskellen i øvrigt til 558 kr. eller 28 poser à 20 kr.

Fra den mindre sunde afdeling kan det nævnes, at jeg også har indtaget 14 liter sodavand.

15. juli 2007 kl. 23:12

Hvad er levetiden for et link?

Ved flytningen af denne hjemmeside til delaine.dk gennemgik jeg min lavfrekvente, 'noget om alt og ingenting'-blog med dens sølle knap 180 indlæg. Den spænder over fire og et halvt år, og min tanke var, at der nok var nogle links, der ikke virkede mere.

Det var der!

Som det ses, var der 77 links, og det er selvfølgelig for lidt til at lave pålidelig statistik. Det gør det ikke bedre, at de 77 links er lavet på vidt forskellige tidspunkter spredt over hele perioden november 2002-maj 2007. Sandsynligheden for, at et link bliver brudt, må jo stige med dets alder. Desuden linker jeg næppe til et repræsentativt udsnit af nettet.

Alligevel er det ret tydeligt, at mange links' levetid er begrænset, og egentlige studier af links' levetid viser det samme. Det er der ikke noget nyt i, men det er ærgerligt, at så få følger den gode skik med at undgå at ændre URL'er eller i det mindste sætte viderestillinger op, når man skifter CMS-system eller flytter indhold.

14. juli 2007 kl. 15:11

Grozny, kopek og ører

En ny overspringshandling til listen kan måske være at opgøre beholdningen af kontanter i forskellige valutaer, der er i rest fra diverse ferier. Det viser sig, at jeg bl.a. har omkring 43 zloty, hvilket ifølge Googles omregning for tiden skulle svare til omkring 85 danske kroner.

Der går hundrede grozny på en zloty, og jeg undlod at tælle 1-, 2- og 5-grozny-mønterne med - de svarer jo kun til ca. 2, 4 og 10 øre. De kommer heller ikke med på næste tur til Polen, men kan få lov at blive opbevaret i en kommodeskuffe sammen med min 1-kopek-mønt (en hundrededel rubel), der ved hjemkomsten til Danmark i 2004 svarede til ca. 0,21 øre!

Småpenge bidrager efter min mening stort set kun til at forurene overblikket over, hvor mange penge, man har i sin pung. Jeg er gammel nok til at kunne huske, dengang vi havde 5- og 10-ører i Danmark. De blev afskaffet i 1989. Nu er det vist ved at være tid til at komme af med 25- og 50-ørerne. Jeg gider i hvert fald ikke at samle dem op fra gaden, og jeg har flere gange set, at folk lader dem ligge, når de får byttepenge tilbage i supermarkedet (sikkert til stor irritation for den, der sidder ved kassen). Mine 25- og 50-ører og mange 1-kroner havner i bunke, som kommer til udbetaling, når der engang imellem ringer en indsamler på døren.

09. maj 2007 kl. 12:50

Metromani

Hidtil har det været nødvendigt at bevæge sig hen til en jernbane for at nørde tog. Der fandtes ganske vist en meget realistisk train spotting-simulator, men der er større tilfredsstillelse i YouTube.

På YouTube kan man bl.a. finde enorme mængder metro- og subway-klip. Elektriske togs accelerationer og mere eller mindre bizarre afgangssignaler kan nu nydes fra byer verden over, direkte på puteren. Både "subway" og "metro" har ganske vist andre betydninger, men kombineret med f.eks. "train" får man et stort udvalg af videoklip i YouTube.

01. februar 2007 kl. 23:39

Lidt om billetter

Metroen laver somme tider en form for billetkontrol kaldet "sealed station checks". Her lader man samtlige passagerer vise billet ved ganske simpelt at kontrollere ved udgangen af stationen. På de dybe stationer er det ekstra effektivt, da man først kan se, at der er billetkontrol, når man er på vej op ad rulletrapperne.

I dag kontrollerede man billetter på denne måde på Kongens Nytorv station, hvor jeg stod af for at komme på arbejde. Midtvejs på rulletrappen, hvor der er et plateau, stod der en metromand og bad alle om at finde billetter frem for at vise dem længere oppe (stakkels mand). Og på øverste niveau stod der så en håndfuld kontrollører for at se billetter.

Jeg havde glemt at forny mit månedskort, der gjaldt til i går (29. januar). Men det bemærkede kontrolløren heldigvis ikke, selvom han kiggede indgående på det! Da jeg skulle hjem måtte jeg dog hellere sørge for at købe billet. Det foregik med Dankort, eftersom jeg for at undgå at tiltrække røvere ikke går rundt med kontanter nok til at betale for en billet (ok, så dyrt er det trods alt ikke blevet, men det første busstoppested koster faktisk 19 kr. i hovedstaden nu).

Konklusion?

30. januar 2007 kl. 18:18

Krak - the missing link

Krak er gået ind i 1990'erne og har nu opdaget, at en hjemmeside linker til dem. Det burde de sådan set glæde sig over, for dermed får de gratis reklame for deres service. Men det gør de ikke! I hvert fald har de sendt en weblogskribent en regning på 4.500 kr., fordi han uden forudgående aftale har oprettet et såkaldt dybt link - nej vent, et deep-link - til deres kort, hvor hans egen adresse er udpeget (dette ville være nemmere at vise end at forklare, men jeg vil ikke bruge 4.500 kr. på det).

Manden havde øjensynligt ikke læst Kraks forretningsbetingelser igennem. Heraf fremgår det, at den funktion, der automatisk danner "dybe links" til bestemte kortudsnit med udpegning af adresser, altså ikke må bruges til at skabe sådanne links til brug på hjemmesider. Læs mere om historien på Hovedetpaabloggen.dk.

Der er stadig ikke helt klarhed over, i hvilke situationer "dybe links" er lovlige i dansk ret. Linker man til et Krak-kortudsnit, er der rige muligheder for via høje links* at komme rundt til resten af Kraks hjemmeside. Der er altså ikke tale om, at Kraks kortindhold er blevet pillet ud af Kraks design og sat ind på en anden hjemmeside eller anden form for brud på ophavsretsloven i mere gammeldags forstand.

Hele diskussionen burde dog være at betragte som en forfærdelig gang vrøvl. Www var fra begyndelsen tænkt som et hypertekstsystem, altså en samling dokumenter, hvor der vilkårligt kunne linkes fra ét sted til andet - ligesom en krydshenvisning i et gammeldags leksikon i bogform eller linket til "hypertekstsystem" lige før. Www er også grundlæggende designet, så der i modsætning til andre hyptertekstsystemer ikke er en central håndtering af disse links, så alle og enhver uden aftale kan oprette links. Det er med andre ord ikke meningen med www, at det skal bruges sådan, som Krak forstår det.

Jeg kan ikke lade være med at nævne, at nogle af os ikke bare i aller højeste grad tillader "dybe links" og er glade for dem. Vi sørger også for, at det er nemt og ikke mindst muligt at linke dybt til de forskellige sider, og sætter viderestillinger op, hvis vi ændrer på sidernes URL'er.

(* Et højt link må være det modsatte af et dybt link, altså ét der peger opad i strukturen på en hjemmeside.)

I Web.

22. januar 2007 kl. 12:33

Jorden er hverken flad eller rund

Jeg har for at vane at linke mine busbilleder op mod Findvej.dk, sådan at man for hvert billede kan se, hvor det er taget henne - i hvert fald for billeder inden for Hovedstadsområdet. Når nu alle billederne så har fået koordinater, kunne jeg jo lige så godt give mulighed for, med udgangspunkt i et konkret billede, at søge efter andre billeder taget i nærheden (eksempel). Og alle fotostederne kan selvfølgelig også plottes ind på et kort, der viser alle stederne på én gang.

Det med kortet kan man klare ved at gå i lag med Google Maps, men det ville være for nemt. Det er sjovere at lave det selv end at læse en masse dokumentation! Og det er i for sig også enkelt nok, al den stund man bare kan antage, at Hovedstadsområdet er småt nok til, at jordens krumning ikke giver anledning til forvrængning på kortet, der jo kun er i to dimensioner. Det er desværre ikke helt tilfældet - kortet er stort nok til, at punkternes placering på kortet ikke bliver helt korrekt. Det er dog ikke så slemt, men f.eks. Frederiksværk ligger lidt for langt inde i landet på mit kort.

Ovenstående er et eksempel på et helt generelt problem med at omsætte jorden, der som bekendt er rund, til en todimensionel afbildning. Man kommer uværgeligt til at forvrænge i større eller mindre grad, og der er så udviklet en hel stribe måder at projicere verden på med forskellige fordele og ulemper. En lang række eksempeler kan ses på 246.dk, der slutter af med at fortælle, at jorden i øvrigt heller ikke er helt rund - og det giver anledning til yderligere problemer!

Om disse og flere andre sjove problemstillinger kan man læse på blog.findvej.dk, der skrives af Findvej.dk's bagmand Peter Brodersen. En af de interessante/nørdede observationer er, at man ikke kommer tilbage til udgangspunktet, hvis man går en en kilometer stik øst, en kilometer stik nord, en kilometer stik vest og endelig en kilometer stik syd - hvis man følger længde- og breddegraderne. I stedet lander man lidt øst for udgangspunktet.

07. december 2006 kl. 20:34

TV2 News

En eller anden rindalist (vist tidl. MF Kresten Poulsgaard) kom engang for skade at udtale noget i retning af, at Danmark er et alt for lille sprogområde til at have en national ballet. Måske er det nu tid til at spørge, om ikke Danmark er for lille et land til at have egen kanal med nyheder døgnet rundt?

Der er ingen tvivl om, at forbilledet for TV2 News er CNN, men det er som om, det er til at blive endnu mere rundtosset af at se på. Nyheder, trafik, sport, vejrudsigt, reklamer, nyheder, trafik, sport, vejrudsigt, reklamer, nyheder, trafik, sport, vejrudsigt, reklamer, nyheder... Allerede i løbet af 15 minutter begynder de samme oplysninger at komme igen og igen. TV2s egen betegnelse "nyhedshjul" er ikke helt ved siden af!

Har det så en berettigelse? Måske. Men i det tidsrum, hvor de fleste af os har tid til at se nyheder - mellem kl. 17 og 23 - har man i årevis kunnet se nyheder stort set konstant på enten DR eller TV2. Og efter min mening er de bedste nyheder netop ikke alt for hurtige. Det bliver dog spændende at se, hvordan det går med seertallene og økonomien for den nye kanal på lidt længere sigt.

Det generelt ret gode P1-program Mennesker og medier, der mestendels handler om medier, beskæftiger sig i dagens udgave med den nye kanal. Her kan man høre fagfolks vurdering af TV2 News' første time, hvilket sikkert også bliver interessant.

01. december 2006 kl. 21:21

Cost-benefit-analyser, Lomborg og usikkerhed

RUC-økonomen Hans Aage har (igen) en kronik i Politiken i dag, hvor bl.a. anvendelsen af cost-benefit-analyser på miljøområdet kritiseres, naturligvis til dels med adresse til Lomborg.

Hans Aage kommer med flere meget rigtige indvendinger, f.eks. at fremtiden, og dermed fremtidige generationers forhold, bliver meget betydningsløs, som følge af diskontering, mens netop miljøproblematikker rækker meget lange årrækker ud i fremtiden. Og at der er meget store usikkerheder om, hvordan årsagssammenhængene egentlig er, hvor meget forskellige problemer vil udvikle sig osv. Han skriver også:

Hvordan skal man overhovedet sammenligne værdien af forskellige menneskers velfærd for slet ikke at tale om værdien af deres liv? Ved cost-benefit-analyser af trafikinvesteringer opgør Finansministeriet værdien af et sparet liv til 6,3 millioner kroner; i Holland bruges værdien 1,0 million kroner, og i USA ansættes værdien af et menneskeliv til 19,7 millioner kroner.

Hans Aage har selvfølgelig igen ret, for hvilket af de tre ovennævnte tal er f.eks. det rigtige? Og hvordan skal man retfærdiggøre sådan en værdisætning? Problemet er imidlertid, som hans modstandere vil mene, at man er nødt til at værdisætte menneskeliv - og lærkesang osv. - hvis man laver en cost-benefit-analyse.

Cost-benefit-analyser bruges ofte, når man sammenligner f.eks. trafikprojekter: Skal man have en bro af den eller den anden type, skal København have metro eller sporvogne, skal det nye stykke motorvej gå gennem Gudenådalen eller Silkeborg? Skal man undgå at prissætte menneskeliv, kan man enten lade helt være med at benytte cost-benefit-analysen som metode, eller man kan simpelthen undlade at inddrage menneskeliv i analysen. Det sidstnævnte vil i praksis sige, at man sætter værdien af et menneskeliv til 0, hvilket i sammenligningen af alternativer vil favorisere de projekter, der koster flest menneskeliv. Samtidig kan en cost-benefit-analyse godt blive meget svær at gendrive fra den politiske debat, når den først foreligger, også selvom fagkundskaben kan påvise grelle fejl i den (så er vi tilbage ved Lomborg).

Den anden mulighed, at undlade brugen af cost-benefit-analyser, ville give mangel på gode metoder til at sammenligne projekterne. Her er det dog netop vigtigt, at projekterne så også er sammenlignelige, hvilket vil sige, at de ligner hinanden nogenlunde, så typerne af costs og benefits, der skal sammenlignes, ikke er alt for vidt forskellige. Og det er netop en del af problemet i nogle Lomborg-analyser.

Siden jeg sidst skrev om emnet Lomborg, er jeg blevet lidt klogere på cost-benefit-siden af sagen. Men en vurdering kræver stadig, at man er ret godt inde i en masse andre fag, når f.eks. udviklingstendenser i klimaet indgår i analyserne. Helt sikkert er det imidlertid, at kun en ret lille del af befolkningen, reelt kan afgøre rigtigheden af Lomborg eller f.eks. Copenhagen Consensus' konklusioner.

Blandt de mange ting, Lomborg har opnået, er at blive case-materiale på diverse universitetskurser i cost-benefit-analyser. Jeg vil slutte af med et link til en eksamensopgave i faget Prioritering og styring (PDF), der mestendels handler om cost-benefit-analyser. Kurset har været afviklet i nogle år på Økonomisk Institut i København. I eksamensopgaven drejer de spørgsmål, de studerende skal besvare, sig netop om fejl i én af Institut for Miljøvurderings (til tider kaldet "Lomborg-instituttet") rapporter!

20. november 2006 kl. 22:21

Begejstret surt opstød

Blandt de ting, der kan forestyrre specialeskrivningen er Weekendavisen - avisen det tager en hel weekend at læse. Inden i sektionen Samfund finder man Bøger, inden i Bøger ligger Kultur, inden i Kultur ligger Ideer, og aller inderst inde er Medier. Hele herligheden koster kun 32 kr. i løssalg, hvilket ganske vist er mere end f.eks. Politiken Søndag, men man får mere pr. krone både kvantitivt og kvalitativt.

Rent faktisk er Weekendavisen den eneste avis, det nogensinde er lykkedes nogen at sælge mig et abonnement på. Årsagen er nok primært, at det netop ikke rigtig er en avis, bortset fra sådan rent trykteknisk. Dagbladene og Weekendavisen har det tilfælles, at de er fyldt med information, men Weekendavisen kan noget, de andre ikke kan. Weekendavisen kan gøre én klogere.

Weekendavisen adskiller sig fra dagbladene ved ikke at have "nyheder". Med nyheder mener jeg historier om, at der er sket dit eller dat. Nyheder er på den faktuelle side som regel stort set de samme, uanset hvilket medium - (gratis)avis, radio, tv, internet, tekst-tv - de findes på. Forskellige aviser og kanaler osv. prioriterer måske forskelligt, og når eksempelvis en politisk nyhed skal tolkes, gør de det også lidt forskelligt. Men forskellen er som regel til at overse (dækningen af sagen om Muhammed-tegningerne er måske den sjældne undtagelse).

Det gode ved, at Weekendavisen ikke har nyheder, er, at indholdet ikke er udvalgt efter, at det nødvendigvis skal være aktuelt. Når man dertil lægger, at Weekendavisens skribenter rent faktisk er kompetente inden for det område, de skriver om, opnår man, at artiklerne som regel er godt researchede og med færre af alle de småfejl, som generalister let kommer til at lave, når de bevæger sig rundt i de områder, de ikke rigtig kender.

Weekendavisens skribenter kan - og må - også godt tænke selv og fra tid til anden stille nogle af de kritiske spørgsmål, dagbladene forsømmer. Et tænkt eksempel: I de fleste dagblade ville en historie om utilfredshed med klassekvotientierne i skolerne ikke give anledning til, at man gravede sig ned i, om der rent faktisk var en sammenhæng mellem klassestørrelse og de faglige resultater. Mange mennesker antager uden videre, at større klasser betyder mindre læring - men er det rigtigt? Hvis et dagblad kommer ind på spørgsmålet, vil det som regel være ved at lade en "ekspert" fra f.eks. Danmarks Pædagogiske Universitet komme med en udtalelse. Men det er langt fra en grundig og kritisk artikel om emnet.

I Weekendavisen må en artikel også godt være lang, der må gerne være lange sætninger, og målgruppen er ikke særligt bred. Man er, kort sagt, ikke så rasende bange for, at læseren et sted møder en sætning, han ikke helt forstår, eller at en artikel er tydeligt lang. Og det er godt, for det betyder, at avisen er fyldt med læringsmuligheder.

Den traditionelle journalistiske skrivning med korte sætninger og afsnit, mange deloverskrifter osv. bliver ikke praktiseret i større omfang, og man kan så finde hele opslag, hvor artiklernes overskrifter - og i grelle tilfælde dårligt nok deres manchetter - reelt giver et tydeligt signal om, hvad man kan forvente at finde. Et par eksempler på artikeloverskrifter fra denne uges udgave: "Nordvest for nåleøjet", "Civilisationernes monolog", "En hankat krydser sit spor" og "Punktum. Nyt afsnit". Weekendavisen henvender sig med andre ord kun til dem, der er indstillet på at fordybe sig.

Det var så, opsummeret, et surt opstød over dagbladene eller en begejstret hyldest til Weekendavisen. Jeg ved godt, at mange mennesker synes, det er useriøst at droppe den daglige avis. Men jeg føler som nævnt ikke, man får nok ud af den. Weekendavisen kan levere, men altså nok mest i kraft af, at det netop ikke er en avis i traditionel forstand.

19. november 2006 kl. 02:25

Nu er det jul IGEN?

For et par dage siden blev der hængt julepynt op i Amagerbrogade.

Julepynt!

Ad!!

Kunne børnefamilierne og vi andre ikke indgå det kompromis, at det er ok, de går amok med jul én gang om året? Men KUN i december!

Det kan ikke kun være mig, der synes, at det lige har været jul.

15. november 2006 kl. 19:31

Jeg, en cityhybrid

DRs hjemmeside beretter, at man på Boligagenten.dk nu kan få en profil af de mennesker, der bor i et bestemt område. På Gyldenlakvej i 2300 S er man åbenbart en cityhybrid, der ifølge tjenesten karakteriseres ved, at

Unægtelig et generaliseret billede, men omvendt ikke helt ved siden af virkeligheden. Jeg fik lyst til at tjekke mine tidligere adresser ud ved samme lejlighed, men boligagenten kender åbenbart kun til den ene af dem: Mine forældres kvarter i Køge beboes af videbegærlige ældre, hvoraf 36 pct. ser DR2 næsten dagligt, eller udflyttere, der for 66 pct.s vedkommende arbejder i haven ugentligt. En krydsning af de to typer passer vist meget godt på de gamle...

11. oktober 2006 kl. 12:39

En specialeskrivers bekendelser - del 2 af ???

Det sker fra tid til anden, at ting og sager, jeg grubler meget over, pludselig optræder i mine drømme. Det kender alle vist. Men det er første gang, jeg har drømt, at jeg var til vejledermøde med mit speciale! Jeg skal altså til at få aftalt det vejledermøde...

03. oktober 2006 kl. 00:12

Det store, dybe, sorte hul

Da jeg som bekendt betaler licens, kunne jeg ikke lade være med at more mig temmelig meget over P3 Tjenestens sang om DRs byggeri i Ørestaden. Men ret skal være ret. Det ser flot ud udefra.

30. september 2006 kl. 13:12

I toget er tiden sin egen

"Næste år skulle der gerne blive længere imellem de forsinkede tog." Sådan lyder første linje i en nyhed på DSBs hjemmeside i dag. Det er mere rigtigt, end skribenten vist havde tænkt over. Han skriver nemlig videre: "[Den nye plan] indeholder en række ændringer af afgangstider hovedsageligt på grund af, at rejsetiden på en række afgange er blevet forlænget." Med andre ord: Der bliver længere rejsetider og dermed mindre sandsynlighed for forsinkelse!

DSB er nu faktisk ikke synderen. For det første kontrollerer DSB ikke selv skinnernes tilstand, og for det andet bliver DSB straffet økonomisk for at levere dårlig rettidighed. Det er forudsigeligt, at DSB må gøre sådan. Det korrekte ville være, at det ikke kun var rettidigheden, men også ambitionsniveauet, der blev belønnet eller straffet i kontrakten.

Alt imens kan jeg så glæde mig over, at jeg nu kun er forhenværende togbruger i Trekroner. Der er i øvrigt kommet en weblog, der beretter om pendlernes trængsler mellem Trekroner og København. Den hedder 8:10 retur, og man kender det åh så godt. Jeg har endog, inden jeg flyttede til Trekroner, faktisk kørt til og fra studiet med det tog, som bloggen er opkaldt efter: afgang 7:41 fra Køge og ankomst 8:10 på Trekroner.

26. september 2006 kl. 16:00

En specialeskrivers bekendelser - del 1 af ???

Mit speciale er blevet 20 pct. mindre i dag! Ikke således at forstå, at jeg har kasseret en femtedel af materialet, men studienævnet for Forvaltning har besluttet at reducere antallet af sider, et speciale må fylde. Hvor det indtil for nylig måtte fylde ca. 100 sider, må det nu fylde 60-80 sider. Jeg tør godt love, at det lander betydeligt tættere på 80 end på 60... Og bilagene vokser nok også.

Ideen med reduktionen er vel en kombination af spareiver (mindre arbejdstid for vejleder og censor) og et ønske om, at vi som studerende skal blive hurtigere færdige. Sidetalsnedsættelsen ligger i forlængelse af flere andre besparelser: Vejledertiden er reduceret, både på antallet af vejledertimer og længden af den periode, man kan gøre brug af vejlederen i det hele taget. Specialeseminaret i foråret var kraftigt indskrænket, og her til efteråret har man stort set afskaffet det. Nu stiller RUC blot lokaler til rådighed for, at de specialestuderende selv kan organisere grupper, hvor de mødes og giver hinanden feed-back. Og for at få de studerende hurtigere igennem, har man nu kun et halvt år fra emnegodkendelse til aflevering (man får så at vide, at det nok er en god ide at trække emnegodkendelsen lidt ud, så man i praksis har længere tid).

Nu kunne det jo lyde som om, jeg i virkeligheden bare skal løse en mindre opgave, og derfor egentlig burde være glad. Men sagen er bare, at det ikke nødvendigvis er specielt meget hurtigere at skrive et 80 siders speciale end et på 100 sider. Når man, som jeg, tilmed har en tendens til at skrive for langt, skal man bare bruge endnu mere tid på at forkorte. Med sidetalsnedsættelsen følger naturligvis ikke et tilsvarende fald i forventningerne. Så samlet set er opgaven med at levere en god analyse, definition, beskrivelse osv. efter min mening faktisk blevet større.

Men nok om RUCs fortræffeligheder for denne gang. Dagen bød da også på lidt morskab, der var resultatet af noget så forholdsvis trist som litteratursøgning.

En litteraturliste fra en bog eller et studium, man inddrager, kan jo ofte pege på andet materiale, der er værd at kigge på. Aktuelt sad jeg med en rapport, der beskæftigede sig med, om der reelt er produktivitetsforbedringer at opnå ved udlicitering. I litteraturlisten finder jeg så en henvisning til en artikel med titlen In Defense of Bureaucracy. At nogen mere eller mindre lover at forsvare 'bureaukrati' fandt jeg lidt morsomt, for ordet bureaukrati bliver jo generelt nærmest opfattet som lig med et apparat, der er for stort og for trægt og ineffektivt. Pointen i artiklen er jo nok, at der er nogle andre gode sider ved det, der retfærdiggør de ekstra omkostninger. Men jeg har ikke læst den. Selve ordet bureaukrati betyder i øvrigt strengt taget bare, at noget bliver styret fra et kontor (af embedsmænd).

Det var så dagens største oplevelser som specialeskriver! Jeg kan i øvrigt konstatere, at jeg heller ikke i dag nåede lige så meget, som jeg gerne ville. Hvor mange afsnit af "En specialeskrivers bekendelser" venter mon?

14. september 2006 kl. 23:58

Et fremskridt - trods alt

Weblogs - har de en berettigelse? Der er mere hype omkring dem lige nu end nogensinde før. Selv tv-stationer, endnu uudgivne gratisaviser og Københavns Universitet er gået i lag med "corporate blogging", samtidig med, at man andre steder diskuterer, om begrebet "weblog" ikke er så uklart, at det slet ikke betyder noget - eller hvad det i så fald betyder.

Mit eget bud har jeg skrevet om tidligere (selvom diskussionen om, hvordan en weblog skal defineres, har bragt gode argumenter frem, som ikke er indarbejdet). Men det gik op for mig, at weblogs vel egentlig har erstattet "den personlige hjemmeside".

Tilbage i slutningen af 1990'erne var webloggen for så vidt "opfundet", men den var endnu ikke udbredt. Det var almindelige menneskers personlige hjemmesider til gengæld. "Personlige" vil sige personligt ejede, for der var sjældent den helt store personlighed at finde på dem. I mange tilfælde fremgik det ikke engang, hvem der stod bag. Det haltede også gerne med opdateringerne.

En (personlig) weblog uden fast emne er ikke så meget anderledes: Afsenderens profil er gerne mangelfuld på oplysninger om afsenderen, og indholdet er lidt af hvert fra personens hverdag, links og så videre. Men den er ofte bedre opdateret, sikkert fordi processen med at lægge nyt indhold på den er gjort betydeligt simplere.

Min påstand er, at netop ansporingen til hyppigere opdatering er en opgradering i forhold til den personlige hjemmeside. Dertil kommer, at det er lettere for den utrænede at lave etellerandet.blogspot.com til en pæn side ved hjælp af Bloggers systemer, end at lære XHTML og designe en skabelon selv. Dermed bliver den gennemsnitlige weblog bedre end den gennemsnitlige personlige hjemmeside er eller var. Webloggens berettigelse ligger altså i, at den er "den personlige hjemmeside" overlegen.

(Ret skal være ret: Jeg har selv både personlig hjemmeside og weblog uden fast emne, og webloggens indhold er løst og fast om alt og ingenting. Dog mener jeg at have fortalt, hvem jeg selv er.)

I Blogs og Web.

13. september 2006 kl. 20:54

Web 2.0-bullshitbingo

Andre må have fået ideen før mig. Men her er en Web 2.0-bullshitbingo:

Wiki Tagging Flickr Corporate blogging
AJAX Syndikering Social software Podcasting
Weblog del.icio.us Mashup Crowdsourcing
I Web.

09. september 2006 kl. 23:40

Badges

Jeg har længe syntes, at det kunne være lidt sjovt med en form for merchandise eller "reklamegave" med min bushjemmesides navnetræk på. Mulighederne er næsten uendelige - t-shirts, nøgleringe, keyhangers, kuglepenne, krus, notesblokke, kasketter og oplukkere - men det skulle helst være i et oplag, der er til at betale og opbevare. Nu har jeg så fået produceret nogle badges, som du kan se en håndfuld af her...

Myldretid-badges

Nu er den slags selvfølgelig ret nyttesløst, og jeg undgår da også helst selv at gemme på alverdens tingeltangel, eftersom det bare fylder op, samler støv og ikke bliver brugt til noget. Men fidusen er i dette tilfælde også mere, at nogle andre skal have dén opgave!

08. august 2006 kl. 14:09

Facelift

Så er der nok en gang kommet nyt design på denne hjemmeside, hvilket bringer os op på version 8.

01. august 2006 kl. 14:12

Man skal være 18 for at komme ind

Der findes mange blondinejokes i verden. Denne her er mere utraditionel. (Husk at tjekke din egen hårfarve...)

12. juli 2006 kl. 23:55

Kendte og kongelige

Man kan fra tid til anden blive helt frustreret af at se, hvor galt det går, når folk forsøger at bruge en hjemmesides søgefunktion. Her er et par nyere søgninger fra Myldretid.dk:

david owe
kongens fald
København Rådhusplade
siste anna phil film
gratis billetter til zoo
gensynsfest d18/3
lille per

Absurd nok er der 1 resultat på "david owe", hele 11 på "kongens fald" (titlen på Johannes V. Jensens bog berømte bog fra 1900) og 24 på "lille per". Det sidste skyldes nok, at Helsingør Turisttrafik har en bus, der er navngivet sådan.

Der er data om de seneste 23.500 søgninger i søgemaskinen. 58,8 pct. bestod af mere end ét ord, 18,7 pct. gav intet resultat, og 44,5 pct. gav mindst 25 sider.

Se også de tossede søgninger fra 2004.

10. juli 2006 kl. 19:49

Melodi Grand Prix

Først en indrømmelse: Ja, jeg har set det.

Melodi Grand Prix er sådan en morsom tradition, hvor ufatteligt mange mennesker sætter sig foran fjernsynet og ser og hører showet, mens de med korslagte arme kommenterer hvor ringe, det er. Dette indlæg er skrevet inden for samme tradition.

Og det er da også rigtigt, at sangene ligner hinanden utroligt meget - med nogle få undtagelser - og at ingen af dem er noget særligt. For at gøre ondt værre, er der i modsætning til almindelig metervarepop den forskel, at hvert land har for lidt tid til rådighed. Derfor er numrene nødt til at være ekstra korte med det resultat, at deres klimaks falder lidt for tidligt.

Sangen fra Litauen var sin egen udmærkede kommentar: Den bestod hovedsageligt af sætningen "We are the winners of Eurovision" og blev modtaget med buhråb. The winners blev de nu ikke helt, men de fik faktisk en sjetteplads.

22. maj 2006 kl. 17:34

Clement Direkte

Taget i betragtning af, hvor svært gæsterne i Clement Direkte har ved at få et ord indført, er det noget paradoksalt, at Clement afslutter næsten samtlige interviews ved at pege på gæsten og udtale sætningen "Det blev de sidste ord!".

22. april 2006 kl. 13:27

Det var ikke en brevdue

En eller anden dum fugl har skidt på mit køkkenvindue. I bedste overensstemmelse med Murphys lov er det lejlighedens eneste vindue, jeg ikke selv kan komme til at vaske! På den anden side er det egentlig meget rart ikke at skulle have med fugleklatter at gøre i disse fugleinfluenzatider. Ifølge P3 i går formiddags er al flyvning med brevduer i øvrigt indstillet for tiden, netop pga. fugleinfluenza... Ti fugle på taget er bedre end én i hånden (eller sådan noget).

11. april 2006 kl. 20:01

Lej min lejlighed i Trekroner!

Her senest den 15. skal jeg være ude af min opsagte lejlighed i Trekroner (Lysalleen 252), efter at det er lykkedes mig at få én i København. Nu har Roskilde Indstillingsudvalg så slået den op på deres hjemmeside med ledige lejligheder til overtagelse nu. Det var også der, jeg selv fandt den i sin tid.

Klip fra Roskilde Indstillingsudvalgs hjemmeside

Filosofparken, som stedet hedder, er faktisk et udmærket sted at bo. Bygningerne er nye, nemlig fra 2002, så tingene fungerer bare. Men beliggenheden ude på Marbjerg Mark langt væk fra indkøbsmuligheder og byen, dvs. København, er lidt trist i længden. Men jeg håber da, den nye beboer bliver glad for det.

02. marts 2006 kl. 23:44

Jeg er kultiveret

I hvert fald kan jeg sætte kryds ved mange ting på Kulturkanonudvalgets liste: Jeg kender til Frederiksstaden, Vor Frue Kirke, Dyrehaven, Fingerplanen, Storebæltsbroens østbro, vikingeskibet Skuldelev 2, PH-lampen, Matador, Kundskabens Træ, Pelle Erobreren, Festen, Den lille Havfrue, Kongens Fald, Jeppe på Bjerget, Kaj og Andrea, legoklodser, Gummi Tarzan, Nødeknækkeren, to af de tre galopper, flere sange, end jeg gider skrive op, samt delvist Brumleby og operahuset i Sydney.

Se hele listen

24. januar 2006 kl. 11:44

Det halve kan være nok, og det hele kan være ligemeget

Mange har gennem tiden kritiseret brugervenlighedsguru Jakob Nielsens Alertbox-klummer. Men den seneste, Search Engines as Leeches on the Web (9. januar 2006), er der altså ikke hold i. I klummen påstås det, at søgemaskinerne via annoncering trækker for meget af værdien ud af hjemmesider. Nielsen skriver:

Given these assumptions, the site can pay up to $3.99 for each click on its search engine ads, as long as the ads are sufficiently targeted to sustain the 1% conversion rate.

Now, experience shows that the average website can double its conversion rate by doing user testing and redesigning for increased usability. If our sample site runs a good usability project, it can therefore expect to see a conversion rate of 2%. [...]

As long as the competing sites stay the same, the managers of our sample site are happy: they still pay only $3.99 per click [...].

Alas, competing companies also read the Alertbox column and have their own usability projects. Thus, given time, the competing sites will also double their conversion rates and can then afford to double the bids for their search keywords.

If your search bid stays the same, your ad will sink off the page as more and more competing sites improve their design enough to afford higher bids. Our site therefore has no choice but to increase its own bid to $7.99 per click if it wants to stay in business.

Ét er at påstå, at en forbedring af brugervenligheden af en hjemmeside kan fordoble antallet af køb. Men det forhold, at *alle* forbedrer deres hjemmeside gør altså ikke, at der så bliver købt dobbelt så meget! Og så bliver virksomhederne heller ikke villige til at betale det dobbelte for deres annoncer.

I Web.

10. januar 2006 kl. 15:23

Projektaflevering, 2. del

Kl. 03.02: Projektet er skrevet færdigt, og Thomas begynder at læse korrektur.

Kl. 04.54: Thomas beslutter, at nu kan han ikke holde ud at læse korrektur mere, og lægger sig til at sove.

Kl. 07.34: Thomas genoptager korrekturlæsningen.

Kl. 09.11: Korrekturlæsningen er ovestået.

Kl. 10.22: Projektet bliver afleveret.

Kl. 10.41: Thomas lægger sig til at sove.

22. december 2005 kl. 10:42

Den sidste projektaflevering

I morgen senest kl. 12 skal mit sidste almindelige projekt afleveres. Eftersom jeg denne gang skriver alene (RUC-sprog: enmandsgruppe) er der kun mig til at lave det, der mangler, og jeg har kun én dag til at lave det færdigt. Og så tilmed årets korteste dag.

21. december 2005 kl. 11:28

Dagens post

Københavns Universitet har helt af sig selv sendt mig et nyt id-kort, da det gamle udløb nu. Det var aldrig sket på RUC.

Nordea har sendt mig otte til og fra-kort til at sætte på julegaverne. Der står endda kun Nordea én gang på hvert kort. Virkelig romantisk! De er hermed konverteret til otte bogmærker.

19. november 2005 kl. 17:07

Familieudvidelse

Min kusine fødte i dag en lille pige på Roskilde Sygehus! Et stort tillykke til Astrid og Lars med det! :-D

Hun bliver så - viser nærmere undersøgelser - min "grandkusine", mens jeg bliver hendes "grandfætter".

17. november 2005 kl. 19:36

Adskillelse af region og politik?

Måske hører du til dem, der ikke mener, at man bør blande region og politik sammen. Måske blev du skræmt af de falske valgplakater med pornobilleder af Louise Frevert. Eller måske skulle du stemme i Region Midtjylland, hvor stemmesedlen var for stor til revnen i stemmeurnen (lidt dårligt planlagt). Men nogen af os HAR stemt til regionerne.

Jeg skulle stemme til Region Restsjælland, hvorved jeg kunne forsøge at afværge, at en tidligere gymnasiekammerat kommer ind i bestyrelsen for det nye trafikselskab på Sjælland som Region Restsjællands repræsentant. Det ser desværre ikke helt ud til, at min indsats er nok.

Men hvad, men kan altid prale over for fremtidige generationer med, at man rent faktisk nåede at opleve at stemme til de der hemmelige råd, der styrede de der hemmelige regioner, der blev sådan en stor fiasko.

15. november 2005 kl. 13:16

Sidste gang

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle have undervisning for sidste gang efter at have gået i skole på forskellige niveauer i 19 år. Sidste gang bestod af de to sidste timer på kurset om institutionel økonomi på Statskundskab. Fra nu af er der bare nogle vejlednings- og opponeringstimer og den slags samt ikke mindst to eksaminer tilbage på dette semester. Derefter står den på "snart kandidat-møde", specialeseminar og specialeskrivning fra foråret.

Grib dagen!

14. november 2005 kl. 21:04

Pinguru

Aldrig så snart er man kommet hjem fra kulturnatten, før det viser sig, at Pingo og Kænguru har fået en søn. Spørgsmålet melder sig selvfølgelig straks: Hvad skal barnet hedde? Det må jo være noget af et gadekryds, så navnet bør vel være "Pinguru"? Det er i hvert fald sjovere end Christian XI, eller hvad vi er nået til.

Min kusine skal i øvrigt snart føde, hvilket vist nok gør mig til grandonkel. Det lyder godt nok gammelt!

Men hva', tillykke til kronprinseparret!

15. oktober 2005 kl. 22:11

Da Onkel Carsten blev 50

Det er morsomt at se sine forældres generation blive fulde. Man kommer til at føle sig sådan rigtig moden.

Ham til hende på dansegulvet: "Nøj, du danser fuldstændig, som da Carsten blev 25... Men hvor er ribbenene blevet af?!"

17. september 2005 kl. 21:02

Vandrehistorier og kildekritik

I går aftes modtog jeg en SMS fra et familiemedlem med beskeden om, at

  1. jeg ikke skulle tage metroen torsdag (i dag),
  2. på grund af trussel om terror,
  3. hvilket forlød fra en kilde i ministeriet,
  4. at det ikke var en joke(!), og at
  5. PET ville forsøge at stoppe det.

Det lød jo ikke så rart, men først og fremmest lød det mærkeligt. Et hurtigt kig på Politikens hjemmeside afslørede da også en historie om, at der verserede sådan en vandrehistorie på SMS i disse dage.

Ved nærmere eftersyn har historien i SMS'en faktisk også en række træk, der bør få en klokke til at ringe:

Rent faktisk minder SMS-advarslen mistænkeligt meget om de falske virusadvarsler, der tidligere var meget almindelige - altså advarsler om computervirus, som godtroende mennesker sender til hinanden for at hjælpe, men som advarer mod ikke-eksisterende vira, eller ligefrem opfordrer folk til at gøre skadelige ting ved deres computer. Når jeg skriver, at de "tidligere" var almindelige, er det fordi, jeg ikke får så mange af dem mere. Det kan skyldes, at folk er blevet klogere, at mine venner er blevet trætte af at høre mine arrogante afvisninger af historiernes rigtighed, eller måske at mit spamfilter fanger dem... Men under alle omstændigheder sås de hyppigt indtil for et par år siden. Og pointen er, at de falske virusadvarsler netop deler ovenstående klokkeringende træk:

Det skader ikke at konfrontere rygter om terrorangreb og computervirus med et par skeptiske spørgsmål. Især ikke, fordi en advarsel mister sin effekt, hvis den igen og igen misbruges - en slags ulven kommer-effekt.

08. september 2005 kl. 22:52

Så i år da...?

Nej.

I RUC og Sprog.

24. august 2005 kl. 16:26

Vellykket dag

Sporvejshistorisk Selskab og Foreningen Busfronten holdt en fælles fotosafari med KS/HT 322 og 571. Det blev til 125 billeder i dejligt solskin og 25 graders varme.

Da jeg kom hjem, lå der brev om, at jeg har fået lov at følge det kursus på Statskundskab, jeg har søgt om.

Perfekt. :)

20. august 2005 kl. 19:54

Vitaminfri flymagasiner

Torsdag var jeg i Aalborg med en ven for at hente Danmarks sidste Volvo B10R-bus. Turen gik til Aalborg med fly, og det må siges, at det er noget tid siden, jeg har fløjet med indenrigsfly til Aalborg! Mere præcist er det vist omkring 18 år siden. Dengang fløj min lillesøster og jeg som "uledsagede" børn i forbindelse med en sommerferie hos mine bedsteforældre i Nibe, og en af os fandt en 20-kroneseddel (ja, -seddel) i Lufthavnen, og det var mange penge dengang...

Men det bringer os til flymagasiner, altså de der Ud&Se-lignende blade i flyene. Hver gang jeg forsøger at få mig selv til at læse i dem, har jeg store problemer med at abstrahere fra, at de tilsyneladende er lavet til folk med en intelligenskvotient omkring stuetemperatur. De er fyldt med flotte farvebilleder og er trykt på fint papir, hvilket sådan set er fint nok, men indholdet består som regel af 75 pct. reklamer og lignende, og artiklerne handler om emner, der er så mainstream, at alle kan forholde sig til dem og ikke behøver at vide noget om dem i forvejen. Altså med andre ord laveste fællesnævner. Man ved for øvrigt fortsat ikke noget om artiklernes emner, efter man har læst dem.

Der er også gerne interview med en eller anden mere eller mindre kendt person, som bliver stillet helt ligegyldige og forudsigelige spørgsmål, der på ingen måde nødvendiggør et interview, eftersom de hverken er kritiske eller særlig personlige. Som regel skal interviewet også indledes med en beskrivelse af, hvordan lyset falder, og hvordan stemningen er. Ideen med at fastslå stemningen er gammel og fin nok, men i udførelsen forekommer det ret klicheagtigt. Jeg flyver højst nogle få gange om året, men jeg lægger mærke til det hver gang.

Det er med andre ord meget vigtigt for flymagasiner, at der ikke står noget, læserne ikke forstår. Måske er det fordi, et flymagasin skal kunne læses, mens en stewardesse er ved at hælde kaffe op til sidemanden tværs igennem éns synsfelt.

06. august 2005 kl. 01:14

Tidligt om morgenen, meget sent i august, i Sundby...

Hjemme igen:

1) Klippekortautomaten i lufthavnen stemplede 38. august kl. 06.00, zone 3. Jeg troede ellers, at lufthavnen lå i zone 4, at det var 17. juli, og at klokken var 14.45...

2) Bus 350S bliver stoppet, og en del af Nørrebrogade afspærret pga. en mistænkelig taske. (Der var ingen bombe i.)

3) Navnemærkerne på kufferterne blev forbyttet ved check-in i Tallinn, så min rejsemakkers kuffert havde mit navn på og omvendt. Det er faktisk en grim sikkerhedsbrist, for hvis de havde mistænkt mig for noget, ville det have været den forkerte kuffert, de undersøgte eller hev af flyet.

4) Min nabo til den ene side er flyttet.

17. juli 2005 kl. 18:05

Keine Hexerei - nur Behändigkeit!

Under sidste års Roskilde Festival skrev jeg, hvordan man kommer hurtigt gennem kassen under festivalen. Det råd er der vist brug for igen, selvom Strandberg supermarked har indført en "kontokasse".

01. juli 2005 kl. 11:06

Derfor

Så er løsningen på det i går beskrevne problem tilsyneladende blevet fundet.

26. juni 2005 kl. 17:16

42! Nu mangler vi bare spørgsmålet...

Ved intelligensprøven til sessionen skal man finde det sidste tal i denne talrække:

572937 - 84632 - 4657 - 624 - 38

Svaret er 1, men ingen har nogen sinde svaret rigtigt, og det er stadig en hemmelighed, hvordan man kommer til resultatet, skriver Politiken.

Det er ikke bare mig, der ser paralleller til Hitchhikers Guide to the Galaxy, vel?

Jeg fik heller ikke alle 78 rigtige til sessionen... Den danske titel for det berømte radiospil er i øvrigt Håndbog for vakse galakseblaffere.

25. juni 2005 kl. 13:36

Sommerferie

Så blev det sommerferie, hvilket står på i små tre måneder. Og så på en dag med godt vejr og det hele. Kan man ønske sig mere? :-D

08. juni 2005 kl. 23:00

Vi er røde...

Nu er det jo ikke lige sportsnyhederne, jeg plejer at bruge mest tid på. Men denne her var alligevel morsom: Hold, hvor deltagerne spiller i rødt tøj, vinder oftere end andre! I fire sportsgrene ved OL sidste år vandt sportsfolk i rødt tøj 55 pct. af kampene ifølge en undersøgelse fra University of Durham i England. Der er ikke lige nogen forklaring på resultatet. Og i øvrigt heller ikke på, hvorfor der i det hele taget var nogen, der fandt på at undersøge det...

Ovenstående er forresten et gyldent eksempel på forskning, der kan bruges til noget! Nu ved du, hvilken farve, du skal vælge, næste gang du spiller Matador, Ludo eller noget helt andet.

22. maj 2005 kl. 15:57

Windows eXPeriment

Det er - alt taget i betragtning - ikke særlig betryggende, at det skulle være en sikkerhedsopdatering fra Microsoft, der tog livet af Windows XP...! Men nu er jeg da oppe at køre igen efter nogle dages slåskamp med spændende blå skærme med beskeder af typen "UNMOUNTABLE_BOOT_VOLUME" og "BAD_POOL_CALLER".

27. april 2005 kl. 20:33

Stillingsopslag: Religiøst overhovede

En af verdens største trossamfund søger nyt overhovede.

Vi er en gammel organisation i dynamisk afvikling med stærke værdier og traditioner og afdelinger i mange lande med base i Vatikanet.

Arbejdsstedet er Rom og jobbet er krævende med ca. 70 timer pr. uge med løn efter overenskomst. Det er en fordel, hvis du har mulighed for at tiltræde snarest.

Vi forventer at du:

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle mænd uanset alder, race, religion og seksualitet til at søge stillingen.

Send din ansøgning senest 21. april og mærk kuverten "Religiøst overhovede".

16. april 2005 kl. 00:00

Vi ved, hvem du er

Videnskabscafeen holdt en seance om "biodata" på KafCaféen i går aftes. Det var en paneldebat med Bob Bramley, forhenværende chef for den engelske retsmedicintjeneste, Mikkel Holm Sørensen, teknologifilosof, og Bo Tao Michaelis, anmelder på Politiken, og farmand som ordstyrer. Emnet var registreringen og brugen af bl.a. DNA-profiler og potentialet for et orwellsk 1984-samfund.

Der faldt nogle forskellige meget interessante pointer:

- Bob, der havde været med til opbygningen af den nationale engelske DNA-database, omtalte, at man under en tidligere lovgivning havde skullet slette visse opsamlede DNA-profiler. Det var ikke sket for ca. 50.000 profilers vedkommende, fordi man ved en fejl ikke havde fået besked om, at de skulle slettes. Senere blev disse profiler så brugt ved opklaringen af sager, og det blev også ved ny lovgivning tilladt at beholde dem. Alt sammen noget, der sikkert har været med til at opklare nogle forbrydelser, men som også undergraver troværdigheden i den måde, DNA-profilerne håndteres på.

- Cirka 10.000 mennesker har frivilligt ladet sig blive en del af registret. Men det gør ikke den store forskel, for den type mennesker begår alligevel ikke kriminalitet.

- Mikkel, der var knap så registreringsfjendsk og initiativtager til Big Mother-bevægelsen i Danmark, påpegede, at vi er sovset så meget ind i Orwells Big Brother-tankegang, at vi ikke kan sætte os ud over den, når vi diskuterer overvågning. Reaktionen er modstand per refleks - ikke efter nærmere overvejelse. Der kom et par "spørgsmål" fra salen, der illustrerede det meget godt:
- Kan du se nogen ulemper ved overvågning?
- Ja...
- Okay! [Så er jeg rolig.]
Og:
- Der er én person i panelet, jeg er virkelig bange for, og det er ikke Bob!
Begge dele noget, der skabte latter i salen, men som ikke var videre velargumenteret. Og selvom jeg er helt enig i, at skepsis er sundt på dette (og alle andre) områder, så mener jeg, det vidner om en dogmatisk tilgang, og at vi mangler nuancer og diskussion.

Men alt i alt ganske interessant og ikke så præget af forudsigelige standpunkter, som man kunne have frygtet.

12. april 2005 kl. 10:11

"Jubii"?

Jeg var engang abonnent på nogle af Jubiis nyhedsbreve, indtil de skiftede skribenten ud til én, der skrev noget mindre interessant. I det hele taget er Jubii efterhånden blevet forvandlet fra noget, der faktisk var i top omkring 1998/99 til noget langt under gennemsnittet i 2005.

En gang var en søgning i Jubii den bedste måde at finde en dansk hjemmeside på. I dag er det et reklamebefængt helvede for dem, der af en eller anden grund ikke véd, at man kan søge andre steder. Men lad nu det ligge...

Jubii har sendt mig en mail om, at de har lækket min og 168.810 andre nyhedsbrevsabonnenters e-mail-adresser, og at den derfor måske kan blive udsat på spam, altså uønskede reklamer. Det overlever jeg nok, for min e-mail-adresse står i forvejen på min hjemmeside, så jeg modtager en masse spam i forvejen. Heldigvis har mit webhotel et ganske udmærket spamfilter.

Jubii tilbyder i mailen sine abonnenter 6 måneders gratis brug af Spamfighter som en slags plaster på såret. Det kedelige ved sagen er, at

Nu kan selv den bedste jo lave fejl, og for Jubii er det sikkert heller ikke helt billigt at tilbyde gratis brug af Spamfighter, men det virker faktisk alligevel fedtet, at de kun vil begrænse deres brugeres skade i et halvt år. Nu gør det som nævnt ikke den store forskel i mit tilfælde, men det kunne det gøre for andre.

Konklusionen er vel, at Jubii heller ikke i dette tilfælde lever op til sit navn!

13. marts 2005 kl. 14:44

Nu er det snart sommer...

Så blev det forår. Det står der i hvert fald i kalenderen. Alligevel ligger sneen tykt. Filosofparken, hvor jeg bor, var her til aften dækket af sne.

Snedækkede Filosofparken i Trekroner

I nogle kommuner har man budgetteret med snerydning fire dage i 2005. Det kommer vist ikke til at slå til...

Men op med humøret: Måske bliver det sommer i år!

01. marts 2005 kl. 19:50

Ændringer for ændringernes egen skyld

Så er der kommet nye former og farver på hjemmesiden igen. Det er 23 måneder siden sidst. Velkommen til version 7!

12. februar 2005 kl. 14:30

Praktisk anvendelse af demokrati

Demokrati betyder folkestyre. Dette ædle princip skal udmøntes i dag, hvilket i høj grad sætter sig præg på folkets aviser. I Urban kan demokrati f.eks. ses operationaliseret således

Side 3: Helsides valgannonce fra FOA: "Hverdagen i hjemmeplejen under VK-regeringen"
Side 5: Helsides valgannonce fra Det Radikale Venstre: "Hvem skal betale for de gyldne løfter?"
Side 7: Helsides valgannonce fra Venstre - Danmarks forhenværende liberalistiske parti: "Hvem skal være statsminister, når du vågner i morgen tidlig?"
Side 9: Helsides valgannonce fra Dansk Folkeparti
Side 11: Helsides valgannonce for Ulrik Kragh, Venstre
Side 13: Helsides valgannonce for Jens Rohde, Venstre
Side 15: Helsides valgannonce for Martin Geertsen, Venstre
Side 17: En beskeden halv sides valgannonce fra SF: "Lyt til de unge"
Side 19: Helsides valgannonce fra 3F: "Rigtige kvinder stemmer på en ny regering..."
Side 27: Helsides valgannonce fra SF: "I dag bestemmer du hvilket samfund du vil leve i" (indsæt selv kommaer)
Side 66: En beskeden halv sides valgannonce fra Det Radikale enstre: "Rejs bare ud - men lad hjertet blive hjemme"
Side 68: En beskeden halv sides valgannonce fra Dansk Folkeparti: "I stemmeboksen bestemmer du selv..."

(Valgannoncer på mindre end en halv side udeladt.)

08. februar 2005 kl. 15:11

3 år og 7 måneder!

Kan du gøre det lidt bedre? Jeg tror det! Lad os nu se

03. februar 2005 kl. 16:23

Hvad ved jeg?

Interessante observationer vedrørende programmer til at analysere logfiler fra brugen af webservere:

Mulige konklusioner:

"En mand med et ur ved, hvad klokken er. En mand med to ure er ikke sikker." - Ukendt.

"Gentag aldrig et succesfyldt eksperiment." - Fetts lov.

"I teorien er der ingen forskel på teori og praksis, men i praksis er der." - Ukendt.

"Statistik er kunsten med præcise termer at fastslå det man ikke ved." - William Kruskal.

"Det kan ikke være rigtigt, at vi skal tage noget fra nogen for at give noget til andre." - Søren Pind.

"Man skal ikke tro på alt hvad man hører, men man kan da altid fortælle det videre." - Ukendt.

Hvad ved jeg?

I Web.

24. januar 2005 kl. 21:24

Ferie

Ferie, ferie, ferie.

Den sidste eksamen på Økonomi er overstået, og nu skal jeg så til at vende mig til RUC igen...

21. januar 2005 kl. 14:57

Helt klart

Da jeg kom tilbage fra dagens indkøbstur i Roskilde, var Roskilde Vineyard igang med at vaske mine ruder!! Det er ellers tre store, brede i fuld højde ud mod svalegangen. Hvilken helt fantastisk service! Ifølge de flinke folk er Roskilde Vineyard noget med at gøre folk glade på en uselvisk måde, og det må man da nok sige, at de lever op til i den praktiske virkelighed! Hatten af for det.

15. januar 2005 kl. 15:16

Kernenedsmeltning

Som sædvanlig udviser jeg besynderlig adfærd, mens jeg læser til eksamen. I nat drømte jeg f.eks., at jeg arbejdede på et atomkraftværk og i den egenskab forårsagede en kernenedsmeltning, mens jeg var alene i kontrolrummet...

Gad vide, hvad man kunne få ud at blive analyseret en gang i mellem?

03. januar 2005 kl. 21:45

Det findes, men findes det her?

Der er meget, der tyder på, at en eller to af Myldretid.dk''s brugere ikke rigtig ved, hvad de laver, og hvor de er henne! Her ved årsskiftet kan vi jo passende se på nogle af de mest obskure søgninger, folk har foretaget i Myldretid.dk''s interne søgemaskine. Myldretid.dk er en side om busser og bustrafik i Danmark. Alligevel har folk søgt på:

EF skifter navn til EU
bag skjoldet
Hvad skete der i 1934
WWW .trafikinfo.dk rejseplanlægning Bus
compus arriva
billedbureauer dk
Valby fjerrisvel
sidste tog fredag
nationalfugl
karrysovs - det drejer sig vist om et forsøg på at genfinde et gammelt weblogindlæg
ys4nc4x
ledige stillinger
calaina
straffeliste
4you - nok Arriva Togs rabatordning for unge
eltang
Hvor mang kilometer fra Stenlille til Holbæk
feriekuffert
jjhhggjyu0v
stjerner
knive
just buy
langmarne
øl
jungsøvej 20.4174
fødvare prossesare
hvordan kommer man fra skævinge til københavn sådan at man lander i københavn klokken 14.00
løbetræning
nyttige-SYDBANK-idioter
Kørteålan - "køreplan"?
www.bgbank.dk
anna (jeg) anna
porn
pige hader dreng

30. december 2004 kl. 21:24

Først går man så grueligt meget igennem...

...Og bagefter går man mere igennem!

Der er cirka 7 km fra Valløby til Køge. Det fandt jeg ud af, da jeg valgte at gå turen i nat. Og så nåede jeg selvfølgelig Køge lige præcis et par minutter efter, at sidste tog mod Roskilde og natbussen til København var kørt!

Man burde efterhånden have lært ikke at tage del i festivitas syd for Køge uden at have en helt klar plan for, hvordan man kommer hjem igen.

29. december 2004 kl. 17:02

Grrr!

Nu kan jeg igen! :-D

21. december 2004 kl. 14:58

Jul på den gamle tandlægeklinik

Den har siddet urokkeligt fast i 7-8 år uden nogen som helst problemer. Men i går aftes valgte den altså lige at falde af - sådan bare uden videre! Det er plasticdelen af min ene fortand i undermunden, jeg taler om.

Ja, så man må jo til tandlægen og ligge i den herlige stol i den kliniske lugt og føre lommefilosofiske samtaler med tandlægen med diverse vatdimser i munden og blive lænset for et endnu ukendt beløb.

Egenlig ville jeg gerne sige 'grr', ligesom en tiger, men det ville nok se lidt ynkeligt ud...

Til den positive side er jeg kun få dage fra at have juleferie.

15. december 2004 kl. 12:22

Hvis man skriger, og ingen hører det, giver det så i virkeligheden lyd?

Når man nu har prøvet at læse på et andet RUC-institut og Økonomisk Institut i København, springer det administrative kaos på RUCs Institut VIII (endnu mere) i øjnene. Foreløbige oplevelser fra dette semester:

Beklager, hvis jeg har glemt noget.

29. november 2004 kl. 10:37

Telefonsex

Jamen, du får i det mindste noget!
(Pause.)
Du har en luder at tage hjem til.
(Pause.)
Hun spreder da benene for alle med en (censureret).

Er der slet ikke længere grænser for, hvad folk kan sige i en mobiltelefon i toget?

21. november 2004 kl. 22:36

Præsidentvalg

Det må være hårdt at være ordblind, når man skal afgive sin stemme ved det igangværende præsidentvalg i Ukraine (ja, hvor troede du ellers, jeg mente...?). Spidskandidaterne hedder nemlig Viktor Janukovitj og Viktor Justjenko.

02. november 2004 kl. 16:09

Ordbogsopdateringer

Tilføjes:

detraditionalisering
interoperabilitet
pro-choice = for abort
pro-life = mod abort

Slettes:

lavpraktisk
rollemodel

Synonymer:

fyring: fritstillelse, ikke tilvalgt, uansøgt afsked, ufrivilligt karriereskift.

05. oktober 2004 kl. 15:47

Foranderlig forundring

Hvor foregår alle administrative ting altså bare ti tusind gange enklere på Københavns Universitet. Som nu f.eks. eksamenstilmelding:

På RUC skal man udfylde en blanket for hvert kursus, man vil til eksamen i - og så lige skrive alle de andre kurser, man også tilmelder sig eksamen i, på hver blanket. På KU kan man tilmelde sig eksamen i alle sine kurser på én blanket. Smart.

Jeg gik ellers og troede, at RUC havde en god grund til at bruge så mange formularer...

04. oktober 2004 kl. 20:58

Organiseret cykeltyveri

Andelsboligforeningen 1899 skriver:

Ved gennemgang af området er der blevet observeret en del "herreløse" cykler og cykelvrag. Da det ikke pynter, vil vi gerne fjerne disse. Vi har vedlagt et mærkat, som du bedes sætte på din cykel, såfremt den ikke skal fjernes. Hvis der torsdag den 09. september 2004 står cykler, der ikke har mærkat på, vil vi tillade os at fjerne disse.

I dag mødte de så op og tømte cykelskurene for alle cykler uden mærkater på. Den ene skinnende nye cykel efter den anden blev trukket ud, så jeg fra mit vindue. Nu ved jeg ikke, hvorfor cirka en tredjedel af områdets beboere ikke har kunnet finde ud af, at sætte en mærkat på deres cykler. Men det burde være tydeligt for dem, der fjernede cyklerne, at en meget stor del af dem, på ingen måde var efterladte cykler.

Cyklerne bliver da ganske vist opbevaret et par uger, og så kan man jo håbe, at folk ikke bare har smidt informationen væk sammen med reklamerne men rent faktisk er klar over, at de skal kontakte ejendomskontoret og ikke politiet, når de opdager, at deres cykler er væk...

09. september 2004 kl. 15:26

Lær det så!

For fjerde år i træk kan RUC ikke stave til "billede"! De skriver: "Vedlagt fremsendes en mærkat for studieåret 2004/2005, som du bedes klistre på dit studiekort - lige under dit billed." Tsk, tsk...

I RUC og Sprog.

26. august 2004 kl. 15:57

Tjener, der er et eller andet i min pizza...!

Jeg har lige fundet en ting i en pizza, der udelukker pizzariaet fra SAMTLIGE fremtidige ordrer!! :-(

24. august 2004 kl. 17:20

Optaget

Efter fire år ude på marken ved Roskilde skal jeg til at prøve noget nyt i et halvt års tid: Jeg er blevet optaget på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet som meritstuderende på nogle kurser.

Det bliver spændende at se, hvor mange af mine fordomme om RUCs dårligdomme i forhold til Københavns Universitet, der egentlig holder, når det kommer til stykket... Under alle omstændigheder bliver det spændende!

21. august 2004 kl. 22:28

Hvilken avis kan man pakke en studievært ud af?

TV-Avisen i nyt design. Oh, rædsel!

Det er sådan set fint nok med de friskere farver, som ifølge designernes udtalelser til Politiken skal hjælpe med til at gøre seerne klar over, at de er på DR og ikke på en anden kanal med nyheder. Og det virker sikkert også godt nok, så længe DR er de eneste, der bruger denne strategi. De nye jingles kan jeg også godt leve med. Men så holder det også op!

Nede i venstre hjørne er der en rød firkant med TV-Avisens logo og en konstant roterende globus i baggrunden. Globussen er lige akkurat utydelig nok til ikke at tiltrække sig min opmærksomhed hele tiden. Jeg synes altså ikke, at man kommer til at stire hypnotiseret på den hele vejen gennem kedeligere indslag. Men boksens placering har givet designerne et problem: Hvor skal underteksterne være, når folk ikke taler dansk? Ok, de er så placeret mellem boksen og højre side af skærmen, men de HØJREjusterede. Det betyder, at øjet har svært ved at finde begyndelsen på næste linje, når der er mere end én linie. Her har designet helt klart sejret over brugervenligheden. Men det bliver nok snart lavet om.

Forskellige kasser i fosforgul farve springer frem, når der skal navne og titler på folk. Teksten ruller frem på denne baggrund og en lille turkis streg fiser ud til den ene side, stopper midt i det hele og forsvinder. Det sker hele tiden. Designerne ved udmærket, at det menneskelige øjne tiltrækkes af bevægelser i periferien. Den lille, komplet ligegyldige streg, kan godt virke distraherende.

Som noget nyt popper der flere bokse op på skærmen ved forskellige lejligheder, og når der serveres historier fra udlandet, bliver stedet vist med et rødt felt på et grønt og hvidt kort nede i højre hjørne. Det kan dog godt være småsvært at se, hvilket udsnit af kloden, der egentlig er tale om, for det er ret småt.

Studieværten sidder så og taler ud gennem sprækkerne mellem kasserne, der efterhånden fylder pænt op på skærmen. De ting og sager, der er opstillet i baggrunden, så som kollegaer, computere osv. er der ikke videre nyskabelse i for en nyhedsudsendelse.

Ifølge designerne er det klart, at seerne skal vænne sig til alle de nye elementer på skærmen. "Men i dag er de fleste så trænede i at opfatte flere ting på samme tid, at det ikke burde virke forvirrende," siger de til Politiken.

16. august 2004 kl. 21:58

Forbrydelse, straf og økonomi

Der er nogle spørgsmål, folk sjældent stiller sig selv, inden de hamrer i bordet for at straffe kriminalitet hårdere:

"For det første er cost-benefit analyser påkrævede: får vi nok reduktion af kriminaliteten for det det koster at have flere i fængsel? For det andet kan højere sanktioner have den modsatte effekt af den ønskede. Hvis man f.eks. øger straffen for narkotikahandel, vil prisen på narko stige, og det vil tvinge narkomaner ud i mere kriminalitet. For det tredje er det klart, at når den kriminelle foretager et valg, kan man påvirke dette valg ved at forbedre den kriminelles alternativer til kriminalitet. F.eks. ved at sikre, at den kriminelle får et arbejde." (Henrik Lando, Samfundsøkonomen nr. 3, juni 2004)

Disse pointer er selvfølgelig væsentlige ud fra en samfundsøkonomisk betragtning (hvilket er sagen i den citerede artikel), men man skal nok også huske, at det for mange mennesker handler mindst lige så meget om det pædagogiske i at give forbrydere en lærestreg, som det handler om at mindske kriminaliteten i samfundet. Det ændrer dog ikke ved, at spørgsmålene er relevante, hvis man diskuterer hårdere straffe.

Den kan nok ikke være på din skærm i bredden, men artiklen Er forbrydere rationelle? er alligevel opbyggelig læsning.

12. august 2004 kl. 23:31

Farvel til naturvidenskab på RUC?

Så er optagelsestallene for de videregående uddannelser i 2004 landet. RUC har fået færre nye studerende i denne omgang. Kun 67 er optaget på Den naturvidenskabelige Basisuddannelse. Det får nok pustet en del til diskussionen om, hvorvidt det naturvidenskabelige område i det hele taget skal opretholdes på RUC. Og om et "universitet" i det hele taget bare kan lade være med at have sådan et. Som det er nu, sker der overførsel af penge fra RUCs andre områder til det naturvidenskabelige.

Som noget helt nyt er der ledige pladser på Den samfundsvidenskabelige Basisuddannelse (vist ca. 10 stk.). Dengang, jeg blev optaget, skulle man have et gennemsnit på 8,5 eller mere for at komme ind. Så fandt RUC ud af, at man kunne tjene nogle flere penge ved at lave 100 ekstra pladser på Sam-Bas, og så raslede optagelsesgennemsnittet selvfølgelig ned. Nu er bunden så nået! Der er grænser for, hvor meget, man kan forbedre økonomien på dén måde.

Søgningen til visse typer uddannelser er generelt faldet i denne omgang, men det er nu alligevel interessant, at RUC er gået så meget tilbage. Måske er den årgang, der søger ind nu, lidt mere skeptiske overfor gruppe- og projektarbejdets påståede lyksaligheder? Eller måske er det fordi, flere er optaget på deres førsteprioritet, så effekten som "overflodsuniversitet" ikke slår så hårdt igennem?

I RUC.

28. juli 2004 kl. 00:22

Jeg er syg

Vel hjemme fra en 19 dages rejse i Rusland er jeg naturligvis blevet forknølet. Lige indtil fredagens solskin, var Danmark da også ca. 10-15 grader køligere end Togliatti i Rusland, hvor vi var på rejsens sidste dage.

Til gengæld er der kommet lidt ind på oplevelseskontoen: Vi har set Vinterpaladset i Skt. Petersborg, hvor tsar-familien residerede indtil 1917, Blodets kirke i Yekatarinburg, hvor tsar-familien blev myrdet i 1917, verdens mest radioaktive område, der har været ramt af tre atomuheld mellem 1949 og 1967, betonslum så langt øjet rækker og... en ordenlig bunke gamle HT-busser, bl.a. en del fra min hjemegn, der kører minearbejdere rundt i Ural-bjergene!

23. juli 2004 kl. 17:19

Din guide til mere festligt indkøb i Roskilde under festivallen...

Det er festivalstid igen. Roskilde er proppet med folk med en anden geografisk herskomt end roskildegensisk. Supermarkederne er stopfulde af festivalgæster, der heldigvis endnu ikke er begyndt at lugte (det kommer senere på ugen).

Da supermarkederne desværre ikke laver kvik-kasser for personer, der kan fremvise et sygesikringsbevis med postnummer 4000, er det praktisk at vide, hvordan man køber ind i Roskilde på en smertefri måde.

Så her er fidusen: Man skal alliere sig med en anden. Den ene tager straks en tom indkøbsvogn og stiller sig i kø, mens den anden finder varerne og kommer og lægger dem i indkøbskurven. Med lidt held passer det lige med, at man når frem til kassen.

Keine Hexerei - nur Behändigkeit!

29. juni 2004 kl. 16:31

Først går man så grueligt meget igennem...

Om 15 timer og 43 minutter står den på ferie fra studiet i 79 dage! Whee!

17. juni 2004 kl. 21:34

Det tavse flertal

47,9 af de stemmeberettigede danskere stemte ved Europapalavermentsvalget. Mulige forklaringer på valgdeltagelsen:

- Rekordmange har læst indlægget 'Bliv hjemme på søndag - og bliv hørt' og taget pointerne til følge (dette afspejles dog ikke umiddelbart af serverens brugerstatistik)

- Det gode vejr har fået folk til at drive den ekstra meget af

- Folk havde ikke den fjerneste ide om, hvem de skulle stemme på, og hvad Europaparlamentet sådan i det hele taget er for en størrelse

13. juni 2004 kl. 22:44

Bliv hjemme på søndag - og bliv hørt

Du skal ikke tage af sted og stemme på søndag, bare fordi du føler, at du bør, hvis det sker, uden at du har en velfunderet mening om, hvilken kandidat, der repræsenterer dig bedst. Hvis du ikke ved nok, så stem blankt. Du skal ikke bare stemme på én, der vist nok er noget i retning af det, du vist nok ønsker!

Folk fra hele det politiske spektrum har for tiden travlt med at problematisere den traditionelt lave valgdeltagelse ved Europaparlamentsvalgene. Denne gang ser valgdetalelsen heller ikke ud til at blive imponerende: Megafon vurderer ifølge TV2-Nyhederne den 10. juni, at ca. 55 pct. af de stemmeberettigede forventes at stemme til det danske EP-valg.

De fleste så helst, at næsten alle - eller ligefrem alle - havde en mening og gav den til kende på søndag. Derfor opfordres folket ustandselig til at komme op af sofaen og for alt i verden stemme. Men ville det virkelig være af det gode?

Jeg har det da fint med, at folk har en mening og stemmer. Men meningen skal altså være velunderbygget. Stemmer til mere eller mindre tilfældige kandidater er ikke en reel styrkelse af demokratiet. Men det er fint i tråd med den folkelige opfattelse af demokrati, hvor demokrati handler om at stemme, og at flertallet bestemmer.

Hvis man er utilfreds med de alternativer, man kan vælge imellem - det vil her sige de opstillede kandidater - siges det normalt, at man så bør stemme blankt. Desværre bruger man sjældent tid på at fortolke andelen af blanke stemmer, og da slet ikke lige så meget tid, som man bruger på at beklage sig over, hvor mange der blev hjemme. Så er man utilfreds med alternativerne skal man måske i virkeligheden netop vælge sofaen på søndag. Så bliver man i hvert fald hørt, men dog formentlig misforstået...

10. juni 2004 kl. 19:22

Man begynder at føle sig gammel...

...når man kan huske 50-årsdagen for D-dagen

...når man modtager en indbydelse til sin skoles 25 års jubilæum, og man også var til stede ved dens 10 års jubilæum

05. juni 2004 kl. 19:07

Usikker fremtid

42 pct. af nyuddannede DJØF'ere er stadig ledige efter et år. Det er 30 pct. flere end for tre år siden. Uha!

30. maj 2004 kl. 00:21

alder++;

Hmm... Endnu en fødselsdag fejres med intensivt projektarbejde. Denne gang handler projektet om en simuleringsmodel, der kan bruges til at... Nej, jeg gider faktisk ikke rigtig at fortælle om det. God nat!

20. maj 2004 kl. 00:40

At kede sig kongeligt

Det havde nu engang været mere underholdende, hvis kronprinsen havde vist sig at være bøsse, eller hvis Mary skulle finde på at sige 'nej' i kirken...

14. maj 2004 kl. 13:27

Tilbagefald

Fyføj! I forhold til sidste optælling i november er der nu ikke kun 14 men hele 43 www-sider, der anvender ordet "lavpraktisk"! I hvert fald ifølge Google. Og værst: denne weblog er første side i listen!

25. marts 2004 kl. 21:28

Virussupport

Fra debatten til Ny virus i kraftig fremgang:

"SV: Ny virus i kraftig fremgang
Mandag 19. januar 2004 kl. 12:21 af Anonym

Jeg kan altså ikke få dette virus til at virke på min Linux - hvad skal jeg gøre ?

SV: SV: Ny virus i kraftig fremgang
Mandag 19. januar 2004 kl. 12:43 af Anonym

Kør programmet via wine.

SV: SV: Ny virus i kraftig fremgang
Mandag 19. januar 2004 kl. 12:42 af root@localhost

Skriv til forfatteren af Bagle og bed om kildekoden, så kan du selv omskrive den og kompilere den til at køre under Linux. Du skal selvfølgelig også omskrive den trojanske bagdør, hvis du vil have fuld fornøjelse ud af festlighederne.

Og husk - der er ingen grund til at oprette andre brugere end root - den kan du jo alligevel bruge til det hele!

SV: SV: Ny virus i kraftig fremgang
Mandag 19. januar 2004 kl. 12:36 af Bill Gates

*suk*

SV: SV: Ny virus i kraftig fremgang
Mandag 19. januar 2004 kl. 12:25 af Lars

Nedgradér til Windows, så spiller det.

SV: SV: Ny virus i kraftig fremgang
Mandag 19. januar 2004 kl. 12:36 af Linus Thorvald

*også suk*

19. januar 2004 kl. 12:46

Overspringshandlinger

Overspringshandlinger, når du læser til eksamen:

07. januar 2004 kl. 13:54

o<):o..]

Inden jul fik vi endelig afleveret projektet. Oven på dén er man altid lidt smadret, men lettet. Meget fint, men selvfølgelig skal der lige præcis være en lillebitte smule malurt i bægeret: Da jeg kom hjem, lå der en rykker efter en biblioteksbog i postkassen! Straks efter fik jeg influenza, og så var julegaverne ikke engang købt endnu. Verdammt!

Nu mangler jeg bare lige at at læse til to eksaminer i ugen efter nytår...

28. december 2003 kl. 17:38

Julehistorie

Prøv at læse denne julehistorie om en RUC-gruppe.

Sådan har jeg også haft lyst til at gøre nogle gange! På mange måder en meget realistisk historie.

God jul!

18. december 2003 kl. 17:28

Slamkode

(Primært for nørder:) Tænk, hvad man ikke kan komme til at skrive i en sen nattetime...

if (lang) {
     return dato.getDato(lang);
} else {
     return dato.getDato(lang);
}

Det var vist meget godt, vi fik pillet det ud af projektet, inden vores vejleder så det!

01. december 2003 kl. 19:27

Lavpraktisk

Hæsligt, hæsligt ord. Men ifølge Google er der altså 14 sider på www og 11 nyhedsgruppeindlæg, der anvender ordet. Se selv! Deriblandt er endda Miljøstyrelsen, PLS-Rambøll og et speciale fra Københavns Universitet!

Ud fra anvendelsen af ordet vurderer jeg, at det betyder noget i retning af 'en enkel løsning frem for en avanceret'. At tage cyklen i stedet for metroen er således *lavpraktisk* - til gengæld virker det, og man kommer frem til tiden.

19. november 2003 kl. 21:25

To og to. Ind på række! Efter mig...

Kursusudbud foråret 2004 på Institut for Relationsstudier og Systemanalyse, fodgængerlinien:

Indledende fodgængeri

Formål: At give den studerende en grundlæggende forståelse for principper for færdsel til fods, der er sikker og praktisk for både den studerende selv og andre.

Kursusplan:

  1. Kigge op og frem en gang i mellem - øvelser om eftermiddagen
  2. Rød mand stå, grøn mand gå - øvelser om eftermiddagen
  3. Først se til højre, så til venstre, og så til højre igen - øvelser om eftermiddagen
  4. Gang enkeltvis - øvelser om eftermiddagen
  5. Gang i grupper - gåsegang og side-om-side - øvelser om eftermiddagen

Eksamensform: Mundtlig prøve med intern censur.
Karakter: Bestået/ikke bestået.

Videregående fodgængeri

Formål: Kurset er en forlængelse af 'Indledende fodgængeri' og berører avancerede emner inden for fodgængeri. Særlige situationer som f.eks. brug af rulletrapper tages i betragtning. Skal man stå til højre eller venstre? Er det en god ide at stoppe og blive stående for neden af trappen? Og lignende.

Kursusplan:

  1. Gang efter omstændighederne I - praktiske øvelser
  2. Gang efter omstændighederne II - teoretiske øvelser
  3. Rulletrapper
  4. Paraplyer
  5. Gang med børn og barnevogne

Eksamensform: Miniprojekt, der udarbejdes gruppevis undervejs. I projektet skal indgå empiriske undersøgelser af fodgængeres adfærd og forslag til praktiske løsninger på de observerede problemstillinger.
Karakter: Der gives efter 13-skalaen én karakter til gruppen, da det netop er kursets mantra, at de studerende skal kunne samarbejde, koordinere og tage hensyn til hinanden.

Elementær kødannelse

Formål: Mange af den simple færdsels problemer skyldes manglende forståelse for køer hos fodgængere. Kurset skal derfor give en introduktion til de grundlæggende principper for kødannelse.

Kursusplan:

  1. Introduktion
  2. Sidst ind-sidst ud-princippet
  3. Mere sidst ind-sidst ud
  4. Opstilling I - en ad gangen
  5. Opstilling II - bagest ind
  6. Opstilling III - at stå på linie
  7. Tålmodighed
  8. 'Dansk køkultur' vs. relativisme
  9. Repetition, kursusevaluering, prøveksamen

Eksamensform: To timers skriftlig prøve med ekstern censur.
Karakter: 13-skalen.

12. november 2003 kl. 22:04

Urban årgang 1990

I dag har gratisavisen Urban lavet en forside, som den ville have set ud, hvis avisen var udkommet i 1990. Således var forsiden fyldt med nyheder, der ikke var nye:

For en sikkerheds skyld havde de dog skrevet dags dato på avisen og havde også en enkelt aktuel nyhed på forsiden:

Desværre er der nok ikke ret mange, der har opdaget spøgen. Dertil er den for gennemført.

05. november 2003 kl. 18:46

Til tiden til tider

Jeg blev engang begavet med et radiostyret vækkeur. Man skulle mene, at en af fiduserne ved et radiostyret vækkeur var, at det selv kunne omstille sig til vintertid. Det kan det naturligvis ikke. Og man kan heller ikke selv få lov til at gøre det. Uduelige skidt!

For at være nogenlunde sikker på at komme til tiden, selvom uret fra tid til anden bliver stillet et eller andet antal timer frem og tilbage, mens jeg sover, er jeg nødt til at indstille mit musikanlæg til at vække mig i stedet. Det fungerer også fint nok, men hvad er så pointen i et radiostyret vækkeur?

Gad vide om uret på serveren går rigtigt? Klokken er 10:41, da jeg skriver dette.

26. oktober 2003 kl. 09:34

AY 78.028?

Det siger sig selv, at der må findes folk, der er bidt af nummerplader. På Nrpl.dk kan man se lister over de højest observerede registreringsnumre inden for de forskellige serier (personvogne, knallerter, anhængere osv.), lister over observerede ønskenummerplader (vidste du, at der er set danske biler indregistreret som både "MØR BØF", "BUTT" og "WHY NOT"?) og lister over anvendte bogstavkombinationer.

Man kan bl.a. se, at bussen med registreringsnummer AY 78.028 fra 1967 var indregistreret i Køge, og at det var en "kombivogn", hvad det så end vil sige. Bussen var vist en kombineret rutebil og turistvogn, og den tilhørte Thorkil Nielsen, der var vognmand i Køge.

Kan du gætte, hvilket land, der havde kendingsmærket TS?

02. oktober 2003 kl. 19:42

Ingen undtagelse uden regel

Det er utroligt, hvad en lærer kan finde på at fortælle én:

"Jeg vil bede jer om at overbevise jer om, at I forstår det."

"I kan godt alle sammen huske, hvordan I skal tælle til en million?"

"...så kører man sin røde klat rundt."

"Alle folk har problemer med rekursion. Det skyldes, de forsøger at tænke over det."

"...jeg har justeret den store opgave i Opgaveark 1, så den passer til den udleverede løsning..."

Overskriften er dog min egen store indsigt: At en regel nødvendigvis må have en undtagelse er jo logisk set noget sludder. Det modsatte er derimod helt rigtigt.

29. september 2003 kl. 18:08

RUC-bullshitbingo

Bullshitbingo er nu fremstillet i en særlig RUC-version. For på RUC er der - ligesom i managementverdenen - en længere serie ord, der dækker over nogle meget populære (og måske lige lovligt højt vurderede) begreber. Jeg præsenterer: RUC-Bullshitbingo!

16. september 2003 kl. 22:33

Weblogs om weblogs om...

Efter at have læst en artikel om weblogs i Information d. 1. september følte jeg behov for at skrive en artikel om weblogs: Weblogs om weblogs om.... Den handler om weblogs som genre, hvorfor weblogs ikke er dagbøger, og lidt om kvaliteten i dem.

I Blogs og Web.

09. september 2003 kl. 14:01

Det svære kursusvalg

"Alle de beslutninger. Skal potteplanten stå til højre eller til venstre?," som Niels Buckingham frustreret siger i et afsnit af Langt fra Las Vegas. Kursusvalget på et nyt semester kan være svært:

Underviser 1: "Jeg gennemgår stoffet fra bogen på kurset."

Underviser 2: "Jeg synes, I skal vente med at læse til efter kurset. Så keder I jer ikke, når jeg snakker, og I forstår det sikkert bedre."

Underviser 3: "Jeg går ud fra, at I har læst. Der er ingen grund til, at jeg læser det op for jer. Det gør I både hurtigere og bedre selv."

Jeg ville egentlig godt have kurserne BRP, DIK (med underviser 3), DB (med underviser 2) og OOP (med underviser 1), men må nødvendigvis vente med det ene til foråret. BRP er meget grundlæggende og bør derfor klart tages først. DIK bliver ikke udbudt til foråret, og bør derfor også tages nu. DB kan glimrende vente til foråret, men så er muligheden for at tage det videregående DB-kursus til foråret til gengæld udelukket. Og OOP bygger egentlig videre på BRP, og kunne derfor passende tages om foråret, men ligger omvendt om fredagen på dette semester. Og så kan man jo komme til fredagsbar...

Suk! DB eller OOP? Jeg har skiftet mening flere gange om dagen de sidste par dage. Kæmpe krise, og så er det faktisk en ret lille beslutning. Den er bare lige præcis så betydningsfuld, at den alligevel er svær at træffe. Men nu har jeg truffet den. Jeg vælger DB og bytter OOP-bogen i morgen. Eller...?

Der er ellers en del forkortelser at holde styr på. På efterårssemestret på Datalogi udbydes følgende kurser: IP (Indledende programmering), BRP (Begreber og redskaber i programmering), DB (Databaser), DIK (Digital kommunikation i og mellem maskiner), ISP (Interaktive systemer og projektledelse), OOP (Objekt-orienteret programmering), DF (Digital forvaltning), HCI (Menneske-datamaskine-interaktion), KIS (Kunstig intelligens og intelligente systemer), LE (Language engineering and XML-based program generation) og MON (Mobile netværk). Bemærk, at IP, DB, DF og LE er i undertal som de eneste, der ikke er TBF'er (trebogstavsforkortelser).

04. september 2003 kl. 21:24

Endnu en minister, der ikke kan statistik

Nu vil minister Sander fra Videnskabsministeriet gå kollega Tørnæs i fodsporene og have offentliggjort karaktergennemsnittene, ligesom det sker for folkeskolen og gymnasierne, ganske desuagtet, at undervisningsministeren brændte fingrene sidste gang, og at man ikke statistisk set kan gennemføre en gyldig sammenligning af tallene.

"Jamen, er det ikke bare fordi, I er bange for, at alle skal kunne se, at jeres karakterer er under gennemsnittet?," kunne en kritiker spørge.

Jeg er ikke bange. Det er en velkendt hemmelighed, at RUC'ere generelt får højere karakterer end studerende fra f.eks. Københavns Universitet, og det er en lige så velkendt del af hemmeligheden, at det næppe skyldes, at RUC'ere egentlig er bedre studerende. RUCs struktur er helt anderledes og ansporer derfor de studerende til en anden adfærd. F.eks. er det sikkert lettere at bevare interessen for et projekt, man selv har valgt, end blot at skulle gennem et bestemt pensum, sådan som man i højere grad skal andre steder. Og så er man vist også lidt mere gavmilde med karaktererne på RUC. Noget tyder på, at dette vil kunne betale sig i endnu højere grad i fremtiden.

Lad os spare diskussionen om, hvorvidt man skal offentliggøre karaktererne fra universiteterne. De gør det jo alligevel. Hvis det sker i en fart, kan vi derimod springe direkte til slåskampen op, hvor uretvisende sammenligningen er.

Dicar - Institut for Computerstøttet Journalistik - har valgt at offentliggøre gymnasiekaraktererne, efter at Undervisningsministeriet trak dem tilbage. Det havde nu været klædeligt, at om man stillede sammenlignelige tal til rådighed. Man har også et ansvar for ikke at sammenligne pærer og bananer, når man journalist. Eller rettere: man kan godt sammenligne bananer med pærere, så længe det ikke udelukkende sker på pærernes præmisser.

---
Jeg har tidligere skrevet om det her:
Undervisningsministeriets karakterbrist (9. juli)
Havde det på fornemmelsen (13. juli)

31. august 2003 kl. 12:20

Germerne

Første uge på det nye overbygningsfag, Datalogi, er overstået. Det var en uge, hvor man skulle tidligt op og møde nye mennesker, introduceres til en hel masse ting, og lave et pilotprojekt, hvis resultat her kan præsenteres: Gruppe 1 - Germerne - kræver Explorer på Windows, Flash-plugin, en hulens stor opløsning og bredbånd eller megen tålmodighed! Ja, det er jo ikke helt det, jeg plejer at gå ind for, men nu skulle det jo først og fremmest være sjovt.

29. august 2003 kl. 21:45

Hader kunder

DR-TVs program Kontant havde sat sig på den anden side af kassen i aften. Enhver, der har prøvet at have 'kundekontakt' i større omfang vil nok føle sig hjemme på Haderkunder.dk, det gjorde jeg...

Har man også prøvet at arbejde med at give hjælp til brug af f.eks. en hjemmeside, vil supporterguldkorn også være et besøg værd. Uh, hvor jeg bare kender det!

26. august 2003 kl. 21:04

Fortynd det væk

Jeg så tv-dokumentaren om forureningens historie. Den handlede om, hvordan man engang mente, at man bare kunne udlede hvad som helst i åer og have, og det hele bare ville fortyndes til at være ligegyldt. Det stillede aftenens opvask i et nyt perspektiv: Egentlig bliver skidtet fra det hele i vasken jo blandet godt og grundigt sammen i det vand, gryder, bestik og glas vaskes i. Bevares, man skifter selvfølgelig vandet undervejs, men ikke for hver enkelt tallerken eller glas. Hmm...

24. august 2003 kl. 20:30

Sobig-F

Sobig-F er sørme en ret belastende virus. Det er ikke så svært at undgå at blive inficeret eller komme af med den igen, hvis det skulle ske. Den mølle kender vi jo allerede fra f.eks. Klez. Det irriterende ved Sobig-F er, at der kommer så mange mails, at alle de e-mail-konti jeg har, har været lukket midlertidigt af udbyderen indtil nu, og at jeg skal bruge en masse tid på at slette virusmails, hver gang jeg tænder for min computer. Eftersom jeg har en hjemmeside, befinder min e-mail-adresse sig på uhyggeligt mange maskiner, og Sobig-F bruger alle de e-mail-adresser den kan komme i nærheden af som både modtager- og afsender-adressen. Sobig-Fs bagmand skulle have skåret testiklerne af med en teske!

20. august 2003 kl. 12:16

Ny opfindelse: tallerken med fordybning

Politiken.dk skriver: "En britisk hjælpeorganisation, Aidworld Team, har i samarbejde med Cambrigde Universitet udviklet et computerprogram, der kan skrælle websider, så kun teksten vises."

Der _må_ være fejl i den artikel! Dels har alle browsere kunnet det siden 1993, dels kræver det ikke ligefrem universitetsfolk at programmere den slags.

I Web.

30. juli 2003 kl. 11:16

Store svar dag - morgendagens presse

I morgen får alle ansøgerne til universiteter osv. svar på, om de er kommet ind eller ej. Og så er én af årets sikre pressehistorier hjemme.

En masse ansøgere er blevet afvist fra deres drømmestudium i København, f.eks. Statskundskab, mens der er ledige pladser på et lignende studium i provinsen, f.eks. Statsvidenskab i Århus (bare fordi man er journalist, behøver man jo ikke at vide, at Statsvidenskab i Århus hedder Økonomi i København og også har ledige pladser).

Men de afviste ansøgere er ikke spor parate til at flytte til den anden ende af landet. Det er da helt urimeligt! Eller...? I virkeligheden er det et ret stort skridt at flytte til den ende af landet, hvis man vel at mærke har noget at flytte ind i (der er også boligmangel i Århus).

Og sidst men ikke mindst: Folk, der påstår, at man ikke bør betænke sig ved at vælge RUC i stedet for Københavns Universitet eller omvendt "bare" på grund af pædagogikken, ved enten ikke, hvad de taler om, eller også lyver de. Der er en kæmpe forskel, hvorfor nogle af ansøgerne i år også er med til næste år.

25. juli 2003 kl. 16:49

'Vi ringer'

Mange har gennem tiden taget fejl af, at Myldretid.dk hverken et busselskab eller et trafikselskab. Således har jeg med tiden bl.a. modtaget henvendelser om følgende:

Naturligvis bliver den slags henvendelser videreformidlet til f.eks. HURs kundecenter.

Men denne gang har jeg fået en skriftlig, uopfordret jobansøgning, som det bliver svært at videresende. Bemærk adressen på brevet:

Jeg har fået en uopfordret jobansøgning!

Til de uindviede kan jeg oplyse, at Combus ikke har eksisteret i over to år, og at jeg intet havde at gøre med selskabet. Men sjovt, det er det nu.

Hvad leder folk ellers forgæves efter? Prøv at se denne liste over søgninger på Myldretid.dk.

18. juli 2003 kl. 10:29

Havde det på fornemmelsen

Ulla Tørnes får nu tæsk for offentliggørelsen af karaktergennemsnittene i gymnasiet - og udtaler: "Jeg skal ikke gøre mig klog på statistik"!

Sammenhængen kan læses i Undervisningsministeriets karakterbrist, men tallene er åbenbart endnu mere misvisende, end jeg har redegjort for dér.

13. juli 2003 kl. 19:16

Undervisningsministeriets karakterbrist

Undervisningsministeriet offentliggør nu gymnasiernes karaktergennemsnit.

Og dermed er vejen banet for en masse helt forkerte sammenligninger.

Der er kort sagt to grunde til, at karaktergennemsnittene mellem to eller flere gymnasier ikke kan sammenlignes:

1. Gymnasier i forskellige områder har elever med forskellige forudsætninger. Det er betydeligt lettere at spytte elever med et højt gennemsnit ud, hvis hovedparten af deres forældre har videregående uddannelser. Omvendt er det betydeligt sværere, hvis forældrene typisk ikke har det - som f.eks. i socialt belastede områder. Det gymnasium, der bringer svage elever langt frem, har gjort et langt bedre stykke arbejde, end det gymnasium, der gør den gode elev lidt bedre. Men karaktersammenligning belønner det sidste.

2. Der er en grund til, statistikere sjældent betjener sig af almindelige gennemsnit. En skole, hvor halvdelen af eleverne får 5 og den anden halvdel får 11 har et gennemsnit på 8. Det har en skole, hvor den ene halvdel får 7 og den halvdel 9 også. Det er et stærkt forenklet eksempel, men det illustrerer, at at gennemsnit ikke viser, hvilken fordeling af karaktererne, der er tale om. Og det er radikalt forskellig pædagogik, der fører til de to forskellige resultater. Desuden vil nogle pædagogikker føre til et højere gennemsnit, men samlet set give ret uheldige resultater, netop fordi fordelingen er uheldig, som f.eks. at nogle få klarer sig særdeles godt, mens resten ligger under middel.

Tilsyneladende ved lidt for mange politikere, journalister og ganske almindelige mennesker ikke den slags. Så derfor kunne jeg - hvis tallene altså ikke lige manglede i ministeriets tabel - roligt bryste mig af, at mit eget gymnasium ligger over gennemsnittet, selvom det er det rene pladder at konkludere noget om dets kvalitet ud fra de offentliggjorte tal.

Problemet med tal af denne type er, at de er lette at beregne og lette at sammenligne. Det gør det meget fristende at (mis)bruge dem som konkurrenceparameter mellem gymnasierne. Men det fremmer ikke gymnasiernes incitament til at udøve den adfærd man reelt ønsker: udvikling af fagligt (og socialt?) velfunderede elever.

09. juli 2003 kl. 21:33

Familietraditionen er brudt

Det blev _ikke_ Nikon, valget faldt på, da jeg i dag bestilte mit nye digitalkamera. Tænk, hvad ville den gamle ikke sige? Men sagen var klar. Efter at have sammenlignet især Nikon Coolpix 5700, Minolta DiMAGE 7i og Sony DSC-F717 faldt valget på det sidste. Så nu bliver det spændende at se, hvordan verden ser ud i 5 megapixel...

08. juli 2003 kl. 20:05

Nej, jeg fik ikke ryttet helt op...

...men jeg kom da godt igang i går. Undervejs opdagede jeg, at det girokort, jeg ikke havde nået at betale, fordi jeg ikke kunne finde det, allerede var betalt, for kvitteringen åbenbarede sig neden under de biblioteksbøger, jeg ikke havde fået afleveret til tiden.

07. juli 2003 kl. 11:36

Sikken (gen)opstandelse!

"Jehova hverver asylansøgere," står der øverst på forsiden af MetroXpress i dag. Wow! Det er da en topnyhed af dimensioner. Ærgerligt, at de ikke havde et billede.

02. juli 2003 kl. 16:04

Dpreview længe leve

"Only one word I can say, great camera." Det er da to ord?

Jeg kigger på nyt kamera for tiden. På www.dpreview.com kan man læse kameraejeres kommentarer til de forskellige modeller af digitalkameraer. Og der står en masse ting, der er rigtig godt at vide, inden man kaster penge i et nyt digitalkamera.

F.eks. kan man se, at et Nikon Coolpix 5700 har problemer med autofokus i svagt lys, og at det bruger batteri som et svin. Det ser dog alligevel ud til at være et særdeles godt kamera - omend i den dyrere ende af skalaen.

01. juli 2003 kl. 14:50

Høstakken om nålen

Det holdt hårdt med at få gevinst i Roskilde Biblioteks salg af brugte bøger. Blandt adskillige ret undværlige bøger og hæfter om Netscape Navigator 3.0, WordPerfect 6.0 og Statistisk tiårsoversigt fra 1987 og 1994 fandt jeg en enkelt næsten-bog, der trods alt var de fem kroner værd for mig. DSBs årsberetning for 1995. Man er vel ikke nørd for ingenting?

30. juni 2003 kl. 20:07

Endelig ferie

Så fik jeg endelig ferie. Eksamen er vel overstået, øllene er drukket, og jeg kan kalde mig bachelor. Nu mangler jeg bare at vaske op, rydde op, gøre lidt ved mit arbejde, vaske tøj, købe ind, opdatere Myldretid.dk og pleje diverse venskaber, der er blevet forsømt på det seneste.

28. juni 2003 kl. 23:25

Frit valg eller frit fald?

I vores projekt om det frie skolevalg har vi bl.a. indsamlet tal og kommentarer fra kommunerne i Københavns Amt per telefon. Den slags kan faktisk være ganske sjovt. Her er et par af deres kommentarer i tilpas anonymiseret form:

"Han svarede, at det kun var privatskoler, der kører med ventelister, hvor de selv kan opstille kriterier for kommende elever. Således kan de vælge og vrage mellem de enkelte elever. I mange tilfælde betyder det, at ressource-svage elever ikke kommer ind, for som J siger: 'Det er jo den letteste måde at drive skole på'."

"Hun sagde, at kommunen har en intern frit valgs-politik, fordi det efter hendes mening var lovpligtigt." (Min fremhævning.)

"Hun konstaterer, at der er to ting, man absolut ikke må pille ved i den offentlige administration: folks børn og folks penge!"

25. juni 2003 kl. 21:41

Én dag

Jeg gider ikke læse mere. Jeg vil have sommerferie nu! Alle andre har sommerferie. Vi skal (heldigvis?) til eksamen i morgen.

25. juni 2003 kl. 20:09

De er her

DR sendte i eftermiddags programmet 'Er I der Roskilde?' fra sidste år, hvor Levnedsmiddelstyrelsen aflagde en shawarmabar på festivalpladsen et besøg:
- Hvor har I en håndvask?
- Håndvask?

Om et par dage vil hele byen lugte af øl og... diverse kropsvæsker. I år har jeg jo den tvivlsomme fornøjelse at bo i Roskilde under Roskilde Festivallen med deraf følgende laaaange køer i supermarkedet, overfyldte tog osv. Og, suk, så har jeg ikke engang sommerferie endnu!

23. juni 2003 kl. 20:14

At styre uden om II

Åh nej, hvad ser jeg? Henne ved indgangen til stationen: En sælger ret forude! Der er kun ham og mig. Han har set mig, og han har set, at jeg har set ham. Han fylder hele indgangen, og jeg kan ikke komme uden om. Hvordan undgår jeg nu at tale med ham...?

- Har du mobiltelefon?, siger manden, der har "Tele 2" stående på sin skjorte.
- Ja!
- Hvilket abonnement har du? Tele Danmark?
Selvfølgelig! Dér er måden at komme uden om sælgeren på:
- Nej, jeg har jer!
Og så var jeg af med ham.

18. juni 2003 kl. 17:13

At styre uden om

Uha, sikke en historie! Mind mig om, at jeg aldrig skal være kunde hos Tiscali.

15. juni 2003 kl. 13:58

Grund til grundlovsændring?

154 år siden grundlovens tilblivelse. 50 år siden sidste grundslovsrevision. Når det er så længe siden, den sidst er ændret, så må det da være på tide igen, ikke!?

Af en eller anden grund er det rasende populært at tale om, at det er på tide at ændre grundloven. Dét er der enighed om - men ikke, hvad der skal ændres.

Jeg glæder mig personligt til at se et flertal i Folketinget stemme for en grundlov, der indeholder ændringer inden for så store diskussioner, som der bliver draget frem. Altså diskussioner som disse:

Det er ikke fordi, disse diskussioner ikke er relevante. Men det er næppe forventeligt, at man kan nå til særligt radikale ændringer inden for områderne, hvis en ny grundlov skal kunne samle 90 stemmer (og dernæst bestå "eksamen" ved en folkeafstemning). Da grundloven i sin tid blev indført, var kongehus, militær og folkekirke i langt højere grad selvfølgeligheder end i dag.

Jeg ser lidt anderledes på sagen: Lad os finde ud af, hvad der skal laves om. Så kan man altid se på, om det er nødvendigt at ændre grundloven.

Det mest grundlæggende i grundloven er i øvrigt ikke til diskussion. Ideerne om magtens tredeling har ingen f.eks. villet lave om på.

05. juni 2003 kl. 23:10

Virkelighedstro simulation: leg tognørd i et par minutter

Busnørder og togfreaks deler én ting, når vi skal dyrke vores lidenskaber. Du kan prøve det on-line på denne Train Spotting Simulator. Jeg kan oplyse, at det ikke er helt ved siden af virkeligheden.

05. juni 2003 kl. 14:14

Girokort er kedelige - Telias regninger er sjove

"Du har her modtaget en regning på kr. 0,00, som du bedes se bort fra.

Regningen er automatisk dannet af systemet og det vil administrativt ikke være muligt at stoppe fremsendelsen."

Men er det egentlig pointen ved forudbetaling? Den slags regninger vil jeg dog gerne have flere af...

03. juni 2003 kl. 23:29

Nye naboer

Nu skal der sørme en gravplads til Trekroner! Skal vi tolke det sådan, at Roskilde Kommune har opgivet at få levende mennesker til at bosætte sig på Marbjerg Mark?

28. maj 2003 kl. 12:02

1, 6, 8... Hektisk weekend med kameraet

Det er det største køreplansskift i nyere tid. Det siger de i hvert fald. Som busnørd måtte jeg jo lige ud at tage billeder af de buslinier, der kørte for sidste gang i lørdags. Som f.eks. gode gamle linie 1, 6, 8, 16 og 550S. Og søndag skulle de nye busser på linie 1A og 6A i kassen. Det blev en hektisk weekend: Fire fulde ruller film - samt ikke mindst trætte ben.

26. maj 2003 kl. 23:49

30 timer og en aflevering

Endelig, efter et 30 timer langt gruppemøde, der begyndte tirsdag morgen med morgenbrød pga. undertegnedes fødselsdag, blev vores bachelorprojekt færdigt. Ahhhhhh.

Titlen blev Frit skolevalg og kommunal prioritering, og sagen er, at det frie valg på kommunale serviceområder potentielt kunne være et problem i forhold til den selvstændige økonomiske prioritering, der er overladt til kommunerne - i hvert set i lyset af Tiebout-hypotesen.

Vi kiggede så på, hvad det frie skolevalg betød for kommunernes økonomiske prioriteringsmuligheder. Det betød ingenting. Men kan muligvis gøre det, hvis der var mere reelt frit valg. Og så måske alligevel ikke, hvis man bare indretter sig nogenlunde fornuftigt.

Nu mangler vi bare en eksamen, før vi kan kalde os bachelorer og holde en kun to måneder lang sommerferie.

22. maj 2003 kl. 12:31

Ren fridag

Når rengøring af fælleskøkkenet, fællesrummet, fællestoiletterne og fællesvaskeriet begynder at føles som en fridag, så ved man, at man er ved at være træt af sit projektarbejde...

11. maj 2003 kl. 13:37

Jeg er en nerve

En nerve er en person, der går andre på nerverne.

Jacob: Et eller andet med en talefejl
Thomas: Retter fejlen
Jacob: "Skal jeg opfatte det som en korregering?"
Thomas: "Nej, men du kan opfatte det som en korrektion"

Jeg er en nerve!

09. maj 2003 kl. 23:16

Anmeldereksemplar til mig! Kan det virkelig passe?

Det er sejt! Et forlag har af egen drift sendt mig et eksemplar af en ny busbog sammen med en pressemeddelelse, altså en slags anmeldereksemplar. Så føler man sig taget alvorligt! Og bogen ser i øvrigt ud til at være førsteklassesarbejde.

01. maj 2003 kl. 23:44

Køer er kedelige - Netto-kunder er sjove

I dag i en Netto-forretning i 2400 NV: To ud af tre kasser er åbne. Laaaange køer. Kunderne brokker sig over, at den sidste kasse ikke er åben.

Helt ærligt, hvad skulle man forvente i et supermakred med de priser? Selvfølgelig er køer kedelige, men nu har man jo også valgt en butik, der har lave priser af en årsag... Et eller andet sted, så er det altså en del af prisen.

30. april 2003 kl. 20:42

Alt det, som ikke er det andet

"Hvor begrebet det diskursive felt er en måde at begrebsliggøre den andethed alle betydninger har i kraft af deres relation til den betydning, de netop ikke har." [sic.]

Det kan være ganske underholdende at læse de projekter, man skal opponere på. Til gengæld kan det være anstrengende over 52 sider.

28. april 2003 kl. 22:48

"Og der inde til højre ser I en beboer..."

Åbent hus!? Her? I Trekroner? Det er der ingen, der har fortalt os, der bor her!! Nå, men det er på søndag kl. 12-17, og der er absolut intet at se på... Tjek Trekroner.info, hvis du vil se, hvad du ikke går glip af.

25. april 2003 kl. 23:32

Køer er kedelige - RUCs regler er sjove

Til "overbygningsdag" på RUC: På Datalogi fortalte de de potentielle studerende om regler mv., også for den såkaldte toning "Interaktive Medier" - en særlig kombination af Datalogi og Kommunikation. Og dén fortælling rummer en mulighed for at springe køen til Kommunikation over!

Kommunikation er et meget populært fag. Så populært, at der er 1-1½ års ventetid på at blive optaget. Men læser man Interaktive Medier-toningen, skal man tage Datalogi- og Kommunikations-modulerne i en bestemt rækkefølge. Så derfor får man lov til at springe køen til Kommunikation over.

Hvad betyder det? Det betyder, at den studerende, der gerne vil spare 12 måneder på ventelisten til Kommunikation, kan begynde på Datalogis modul 1, som er det første, man skal tage, for at læse Interaktive Medier. Efter dét semester, kan vedkommende så begynde direkte på Kommunikations modul 1 - uden ventetid. Herefter kan den studerende ombestemme sig, og læse Kommunikation uden Datalogi og IM-toningen. Resultat: 6-12 måneders sparet ventetid. Og man kan endda få lov til at begynde på Kommunikation uden at have bestået første modul på Datalogi!

Det er vist meget godt, at der ikke er ret mange, der véd det!

Modellen har to begrænsninger: For at læse Datalogi skal man have haft Datalogi A på basisuddannelsen eller tilsvarende kvalifikationer. Man kan dog altid påstå, at man har tilsvarende kvalifikationer. Desuden skal man vist nok vælge et bestemt kursus på Kommunikations første modul, når man er IM'er. Om man kan komme uden om sidstnævnte regel, ved jeg ikke.

24. april 2003 kl. 22:05

Åh disse minder fra barndommen...

Dance your cares away
worry is for another day
let the music play
down at Fraggle Rock

(The Muppets: Fraggle Rock Theme Song)

Tænk, hvad man ikke kan finde på nettet.

21. april 2003 kl. 13:31

Væddertestikler

Jeg skal bidrage med cocktailpølser i baconsvøb til en påskefrokost, som alle drengene fra min gymnasieklasse holder. Det skulle jeg også for et år siden - der er jo ingen grund til at lave alt det praktiske om fra gang til gang... Det fik mig lige til at tænke på, hvor underligt det virkede, da de kom på bordet sidste år. Af grunde, vi nok ikke bør granske nærmere, havde snakken nemlig lige gået på væddertestikler, og så kom de der cocktailpølser med bacon omkring og en pind igennem på bordet. Sært komisk på en eller anden bizar måde.

18. april 2003 kl. 23:04

Qwerty2Dvorak

Inspireret af en anden weblog kom jeg lige til at lave en onlineoversætter mellem QWERTY- og DVORAK-tastaturet. Det kan absolut ikke bruges til noget, men her er den: Qwerty2Dvorak.

16. april 2003 kl. 21:56

For mange opskrifter fordærver maden

Hvis nogen er spændt på, om karrysovsen lykkedes, så... nej! Det kan godt være, jeg hellere skulle have fulgt én af opskrifterne.

14. april 2003 kl. 23:15

Havde jeg dog bare kun kigget ét sted...

Thomas konstaterer, at der ikke blandt hans kogebøger og SOLs opskriftssamling er nogen form for konsesus om, hvordan man laver karrysovs. :-(

Det minder mig om et kogebogscitat: '... komfuret ... er den firkantede tingest med 2 eller 4 runde plader. Hvis der er et vindue i kælderetagen ..., så er man også den lykkelige ejer af en ovn.'

Heldigvis er man akademisk anlagt, så man kan da altid uddrage det, der er til fælles blandt opskrifterne, og bruge sin sunde fornuft og enorme køkken-erfaring til at vælge blandt resten. Nu bliver det spændende at se resultatet!

14. april 2003 kl. 14:01

Du har et valg

En option er muligheden for at vente med at gøre noget til senere. Den slags har en værdi, fordi man kan vente og se, hvordan tingene udvikler sig eller vente og bestemme sig. Derved kan man mindske risikoen for at foretage forkerte investeringer.

Den slags ved Joakim von And-typerne hos TDC Kabel TV godt. Så de skriver: "[D]u skal nu vælge din fremtidige programpakke. [...] Hører vi ikke fra dig inden 25. april 2003, bliver du automatisk tilsluttet GrundPakken [...]. Vil du på et senere tidspunkt skifte [...] koster det et gebyr på 295 kr." På den måde kan man få folk til at lade være med at vente og se, om de virkelig kan undvære Hallmark, TCM og TvDanmark 1 m.fl. For det er jo dyrt, hvis man først melder sig til senere.

Den hopper jeg ikke på! For tiden har staklerne i Irak mere brug for mine penge end TDC, og jeg har bedre ting at bruge tiden på end at se TV.

12. april 2003 kl. 21:07

Ledige pladser...ladser...ladser

I dag havde Frit Forum arrangeret, at Mogens Lykketoft gæstede RUC til en debat om den internationale politiske situation.

Jeg kom selv en halv times tid for tidligt, da jeg - belært af tidligere erfaringer med store navnes besøg på RUC - forventede et stort fremmøde med deraf følgende pladsmangel. Det var dog en unødvendig bekymring - jeg var den første, der ankom. De næste var også kommet i god tid, og som de humoristisk udtrykte det, så kunne Lykketoft let komme til at give ekko: "Lad os komme i god tid. Så er der ledige pladser...ladser...ladser". Opbuddet nåede dog op på cirka 80-100, inden oraklet gik igang, og taget i betragtning af et varsel på tre dage (i hvert fald pr. e-post), et lidt sent tidspunkt på dagen og pludselig slud og sne, skal man måske heller ikke undre sig over, at der ikke kom flere.

Første del var et foredrag fra hans side. Det handlede mestendels om, at EU var det gode og fremtidssikre, og at vi helst skulle af med forbeholdene. Ingen af de fremsatte synpsunkter og argumenter var nye, og de var i høj grad politiske. Dele af foredraget smagte også lidt vel meget af retoriske tricks - f.eks. tydeliggørelsen af, hvor _tåbelig_ opretholdelsen af forbeholdene er; en defensiv måde at argumentere på, der desværre præger EU-debatten i Danmark.

Bagefter var det tid til spørgsmål fra salen. Spørgsmålene handlede - ikke så overraskende - mest om Irak-situationen, men det betød så også, at Lykketofts diskutable påstande fra første runde ikke rigtig blev udfordret. Egentlig ærgerligt efter min mening, for Lykketoft havde ikke meget nyt at byde på om Irak, USA og FNs sikkerhedsråd.

Til gengæld kunne det i besvarelsen af et spørgsmål konstateres, at "folkeretten" blev forstået som FNs sikkerhedsråd. Det er forkert. Selv hvis et flertal i FNs sikkerhedsråd havde været enige, ville det stadig være et brud på folkeretten, at indlede krig mod Irak, hvis 1) Irak ikke ved frivillig aftale har indvilget i at blive smadret (her kan man så drage resolution 1441 frem), og/eller 2) hvis Irak ikke har forgrebet sig på et andet land, der så får hjælp. Det sidste er ikke tilfældet, mens nogle mener, resolution 1441 hjemler en indgriben. Men det har ikke noget at gøre med et flertal i FNs sikkerhedsråd.

Med det sagt: Det var spændende at se Lykketoft på banen, og der faldt også et par sjove kommentarer af undervejs. Kritiske Thomas klappede naturligvis sammen med de andre bagefter.

09. april 2003 kl. 21:44

Blæser det? Det tror jeg vist nok!

Da jeg kom hjem her til eftermiddag, var der ingen af dørmåtterne på svalegangen, der lå på deres plads.

06. april 2003 kl. 20:53

Forskellen på videnskab og pseudovidenskab er metode

...og det vil jeg hjertens gerne citeres for. Her er lidt om baggrunden.

Først skal du lære, hvordan du får en beslutning igennem et projektarbejde uden at argumentere for den. Lad os sige, du vil forurene projektet med et interview (rolig nu, dette synspunkt bliver blødt op lidt længere nede). Her er nogle tricks:

Det virker fint, hvis der altså ikke lige sidder én i gruppen, f.eks. mig, der dels er uenig og dels er opmærksom på, at disse tricks anvendes.

Når man strikker et projekt sammen, skal man naturligvis vælge den metode, der er bedst til at løse problemstillingen - under de givne tidsmæssige rammer naturligvis. I den situation hjælper det altså ikke, at man altid - uovervejet - falder til en bestemt metode. Et valg er en bevidst handling. Et uovervejet metodevalg er ikke videnskabelig metode, det er tilfældighed. Videnskab uden bevidsthed om metode er ikke videnskab men pseudovidenskab, hvis resultater med fuld rimelighed kan ignoreres helt. Så det kan altså ikke hjælpe, at man altid vil lave interviews eller altid vil have statistik.

Kvalitative metoder er for folk, der er for dumme til statistik!

- Ukendt professor, Institut VIII for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter

Den sidste sætning i foregående afsnit kan forhåbentlig afkøle postmodernisterne en smule. Hos mange studerende på RUC er ord som kvantitativ metode, deduktion og positivisme nærmest fyord. Jeg mener ikke postmodernismen har levet forgæves eller har urigtige pointer. Men jeg mener, at noget så umoderne som fornuftstænkningen fra oplysningstiden - troen på den sunde fornuft og forlangende om, at påstande skulle kunne observeres positivt - er nyttig og har gode pointer. Oplysningstiden var et opgør med vanetænkning, dogmatik og myter. Det er vigtigt, at brugen af kvalitative metoder ikke fører til så tilfældige resultater, at vi ikke kan skelne mellem retvisende og skrup forkerte teorier om virkeligheden.

Derfor er det ikke ok, bare at afvise statistik som "kedeligt" eller "ikke interessant". Kvalitativ metode må ikke være et valg, der skyldes at man ikke kan finde ud af eller ikke gider bruge kvantitative metoder. Det skal være et valg, der skyldes, at kvalitativ metode er det rette til at løse problemstillingen.

05. april 2003 kl. 13:57

DR: +7

Her til aften viste dansk tv noget så sjældent som fornuftige synspunkter på aktiemarkedet. Det skete i DRs specialudgave af Pengemagasinet. Formanden for Dansk Aktionærforening fortalte bl.a., at man skulle tænke langsigtet og se på, hvordan de forskellige selskaber rent faktisk ser ud, og så satse på de gode. For de vil - alt andet lige - have en bedre aktiekurs om nogle år.

Egentlig kan man vel sammenfatte det i følgende omskrivning af et citat: "At forsøge at tjene penge ved at følge med i aktiemarkedet er nogenlunde som at forsøge at finde ud af hvad klokken er, alene ved at betragte sekundviseren."

02. april 2003 kl. 21:32

Ranslirpa

TV2/Lorrys indslag om, at Helsingør Kommune gerne vil lade hashhandlen på Christiania flytte op til dem, hvorfor de har indarbejdet det i en ny lokalplan, _må_ være aprilsnar. Det fangede jeg da undervejs. Ellers er jeg ikke blevet snøret, eller også har jeg ikke opdaget det endnu.

Til gengæld lykkedes det et øjeblik at få gruppen til at tro på, at jeg havde fundet en 650 siders bog, som vi alle sammen var nødt til at læse, fordi den indeholdt et review af al væsentlig eksisterende litteratur på området. He he!

01. april 2003 kl. 20:05

'Information wants to be free'

Wow! Jeg er imponeret. Jeg skulle skrive et notat til gruppen om Tiebout-hypotesen og tjekkede sådan lidt uden selv at tro på det, om der var fuldtekstadgang til Charles Tiebouts egen originale artikel fra 1956 på Roskilde Universitetsbibliotek. Og det var der! Hele Journal of Political Economy ligger tilgængelig i fuldtekst tilbage til 1892 og tilmed i printervenlige versioner. Hatten af for det!

31. marts 2003 kl. 22:25

if (running) { crash; }

Ifølge dk.fritid.jernbaner kører Øresundstogenes togcomputer Windows 95, hvilket vist bl.a. kontrollerer styrepultene. Oh skræk! Men ifølge nyhedsgruppen skulle det faktisk ikke give anledning til stabilitetsproblemer.

30. marts 2003 kl. 15:11

Hovedløst hovedbibliotek

I morgen vil jeg gå op på Københavns Hovedbibliotek for at aflevere Carsten Greves bog Statens virksomheder, som jeg fik en rykker for i sidste uge, og dér vil jeg med åben pande sige, at her er bogen, men at jeg først kan betale bøden i næste måned.

Første gang efter afleveringstidspunktet, man hører fra Københavns Kommunes biblioteker, er efter 10-11 dage. Er det lige op til en weekend, som det var i dette tilfælde, kan man nå at runde 14 dage, før man kan aflevere bogen. Og så er bøden altså nået op på 75 kr.

I en mit forvedkommende økonomisk presset måned som denne, er der altså bare ikke plads til at betale dét sidst på måneden. Men som antydet skammer jeg mig ikke over det. For Københavns Kommunes bibliotekers bøder er simpelt hen for høje. Jeg kender mange, der har måttet betale særdeles meget, og mindst én, der ikke mere bruger biblioteket, fordi hun skylder dem adskillige hundrede kroner.

Problemet er, at man som låner forventes at holde styr på de mange kvitteringer fra Københavns Hovedbibliotek, Roskilde Universitetsbibliotek, Handelshøjskolens bibliotek, Roskilde Bibliotek osv. Man skal huske at tage kvitteringen op af pungen eller tasken og lægge den i bunken, der er sorteret efter afleveringsdato. Og man skal huske at kigge i bunken og planlægge at aflevere bøgerne igen på bestemte tidspunkter. Det glemmer man let. Især hvis man ikke lever og ånder for Københavns Hovedbibliotek.

Københavns Hovedbibliotek har min e-mail-adresse. Den bruger de til at give mig besked, hvis en reserveret bog kommer hjem. Sådan er det også på Roskilde Universitetsbibliotek, RUb. Men på RUb, som i mange henseender er et fremragende bibliotek, er man sørme også i stand til at sende en mail ud to dage før aflevering af alle bøger. Se dét er service for mennesker uden perfekt hukommelse.

En af grundene til, Hovedbibliotekets bøder er blevet skruet så meget op i de senere år, er vel sagtens, at der var for meget slendrian i afleveringen af bøger. Men det virker ikke rigtig i forhold til hukommelse og struktur. Dog virker det højst sandsynligt bedre end mindre bøder - alt andet lige.

Denne lille historie minder mig imidlertid om min generelle undren over administrationen af Københavns Hovedbibliotek: Det er næppe helt forkert at forvente, at Hovedbiblioteket ikke ønsker at få beskåret deres budgetter. Så hvorfor i alverden gør de så meget for at komme af med deres lånere?

Først skulle man til at have en pinkode (mere) for at bruge selvbetjeningsautomaterne. Det fik naturligvis til resultat, at køerne til den betjente skranke voksede til halve timer, da ikke ret mange bad om at få en pinkode.

Dernæst skulle man til at have en pinkode for at kunne låne noget som helst overhovedet. Det svarer nogenlunde til, at en avis bad alle sine abonnenter om at skrive sig op igen. Hvor mange salgsafdelinger ville turde det? Indtil jeg fik absolut brug for det, valgte jeg faktisk selv bare at lade være med at bruge Hovedbiblioteket.

Og så er bøderne som sagt blevet stadigt højere det sidste par år. Alt sammen noget, der helt sikkert kun betyder, at lånere falder fra. Færre lånere betyder højst sandsynligt mindre budgetter på langt sigt. Er det virkelig det, Københavns Hovedbibliotek ønsker? Næppe. Er det bare inkompetence? Sandsynligvis.

24. marts 2003 kl. 22:32

Rød maling?

Det viser sig, at min lillesøster den 22. februar var til fest med begge de to malingkastere. Fint selskab.

20. marts 2003 kl. 21:24

The final countdown

Hmm, så er der cirka 36 timer, til den sandsynligvis sidste frist udløber. Jeg vil ikke komme med min mening om konflikten - den har du hørt fra andre før.

Men: Jeg fandt artiklen Irak: Medierne rives med i konflikten ved en tilfældig søgning efter USA, Irak og våbeninspektører på Google. Ved første øjekast virker den mere aktuel, end den er. Men prøv at læse den, mens du tænker over, hvornår den mon er skrevet.

Det er muligt, jeg halvsov, da jeg læste den (klokken er jo kun 13...), men det var først, da der stod, at USAs præsident hed Bill Clinton, at jeg fattede mistanke til udgivelsesdatoen!

18. marts 2003 kl. 13:14

Nye klæder, kejserens

Så fremtræder min private hjemmeside endnu en gang i nyt design. Går det, som det plejer, holder det i ca. 10-14 måneder. Min første hjemmeside gik i luften i januar 1999, blev redesignet én gang samme år, én gang i 2000, en gang mere i 2001 og endnu engang i 2002.

Velkommen til version 6.0! Har den noget på?

16. marts 2003 kl. 18:33

Dendrofobi

Nå, det er det, jeg fejler! Dendrofobi er "frygten for træer". Rent faktisk har jeg altid haft en særlig frygt for at komme tæt på meget krogede eller hule træer. Jeg aner ikke hvorfor. Dengang i tidernes morgen, da jeg var spejder, var der faktisk en gang, hvor vi var en patrulje, der skulle helt tæt forbi et rigtig stort uhyggeligt træ, som det lykkedes mig at finde på en undskylding for at løbe i en meget stor bue uden om. Tænk, så jeg er alligevel ikke den eneste? Min sygdom har i hvert fald et navn!

De her var også på listen, og dem ville jeg ærlig talt nødig have:

Barophobia: Fear of gravity - hmm...
Epistemophobia: Fear of knowledge
Euphobia: Fear of hearing good news
Hedonophobia: Fear of feeling pleasure
Hellenologophobia: Fear of Greek terms or complex scientific terminology
Hippopotomonstrosesquippedaliophobia: Fear of long words
Levophobia: Fear of things to the left side of the body
Logizomechanophobia: Fear of computers
Logophobia: Fear of words
Panophobia or Pantophobia: Fear of everything
Phobophobia: Fear of phobias - sikke et antiklimaks!
Phronemophobia: Fear of thinking
Siderodromophobia: Fear of trains, railroads or train travel - det ligger vist heller ikke lige til mig...

Find din egen!

15. marts 2003 kl. 23:38

Hvor længe har du haft tv?

Onsdag aften: Bøffet af licensinspektionen. Det var først i sidste uge, jeg kom i tanker om, at der var noget, der hed licens, som jeg lige skulle undersøge, hvordan man bar sig ad med at betale. Det behøver jeg ikke undersøge nu...

13. marts 2003 kl. 21:06

En mærkedag

1) I dag er temperaturen så høj, at jeg overhovedet ikke på nogen måde fryser uden for. Solen skinder endda en smule. "Det er jo lige til at blive mild og glad af" (ligesom Rynkebys morgenjuice). Med andre ord: Det er blevet forår! Hvor mange dage, det varer, er ikke godt at vide, så det må nydes, mens det kan.

2) I dag er det 3 år siden, jeg fik at vide, at jeg slap for min værnepligt (jeg havde "gråzonenummer", men landede over den endelige frinummergrænse). Det burde helt klart fejres.

10. marts 2003 kl. 16:59

Ny forståelse af rod

Det har været et problem i alle samfund til alle tider. Det har kostet ulykker med tab af menneskeliv. Nogle mennesker slås med det hele livet, andre slet ikke. Nogle er helt ligeglade.

Rod! Der må da være grundlag for en selvstændig videnskab om rod. Vi trænger f.eks. hårdt til at få afklaret spørgsmål som disse:

En sådan videnskab må føre til bøger med titler i stil med...

Orden - og ikke-elefanter: Hidtil har vi fokuseret på alt det ordentlige og overset betydningen af uorden.

Rodets sande tilstand: Det kan ikke betale sig at rydde op i forhold til at købe større skriveborde.

Det uordentlige menneske: I virkeligheden roder vi for at vise potentielle partnere, at vi er i stand til at overskue store mængder uorden, og altså er stærke mennesker.

Bare vent. Det kommer til at ske...

08. marts 2003 kl. 17:43

Luk så op!

Så fik vi endelig karaktererne for vores essayopgaver i Offentlig organisation og styring. Jeg fik lidt mere for min opgave, Luk den sorte kasse op!, end jeg havde ventet... Du kan se nederst i opgaven, hvad det blev til.

04. marts 2003 kl. 17:53

Tillidsvækkende

Som det skete for en måneds tid siden, bliver mit radiostyrede vækkeur stillet frem og tilbage i dag. Det er kort sagt helt upålideligt, hvis det skal bruges som vækkeur en dag, hvor jeg skal op til tiden.
Tillidvækkende: Nej.
Tillidssvækkende: Ja.
Tillidsvækkende: Øh...?

02. marts 2003 kl. 23:43

Mere Arriva

Vittighed fra dk.fritid.jernbaner: "Man har på Thybanen fundet en mand som er død af sult. Han havde lagt sig på skinnerne for at begå selvmord."

28. februar 2003 kl. 23:05

Kvantitet og kvalitet

Det hidtil mest tåbelige forsøg på resultatløn, jeg har hørt: AT&T skulle engang have aflønnet deres programmører efter, hvor mange liniers kode, de skrev. Og nej, det kom der ikke bedre programmer ud af.

25. februar 2003 kl. 16:52

Thi kendes for ret: Livstid plus 2,4 millioner år

Napsters ejere er blevet sagsøgt for 117 milliarder kroner, skriver Jubii Svar om IT i dag. I menneskepenge er det 2,4 millioner års SU (udeboende, afrundet til 4.000 kr./md.) - før skat. Meget beskedent...

24. februar 2003 kl. 15:10

Studenteroplæg er spild af tid

Dagens seminargang i Offentlig økonomi og organisation var organiseret omkring studenteroplæg ud fra teksterne. Det gik som altid: Oplæggene blev til *referater* af teksten. Referaterne var ikke fejlfrie, så underviseren måtte lige rette. Alle var alligevel nødt til at læse teksterne selv. Kort sagt: Spild af alles tid. Kun én af grupperne havde taget sig nok sammen til at problematisere deres tekst, dvs. udpege nogle svagheder i dens argumentation. Tænk, hvis alle grupper gjorde det! Tænk, hvis underviseren fandt på at bede grupperne om at gøre det...

11. februar 2003 kl. 15:32

'Hvis du ikke er forvirret, så ved du ikke, hvad der foregår'

Helt ærligt: Jeg kan simpelt hen ikke gennemskue, om Lomborg eller hans kritikere har ret, om begge parter har delvist ret, eller om de har ret på hver deres måde. Jeg ved det simpelt hen ikke. Skulle jeg finde ud af det, findes der kun én metode: At grave mig ned i sagerne og undersøge dem selv længe nok til, at jeg kendte et svar, jeg kunne anerkende som rigtigt. Der er nemlig ingen - ingen - af dem, der udtaler sig i sagen, jeg fatter tillid nok til.

Nu er det sådan, at jeg ikke lige har de oceaner af tid, det vil tage at lave sådan en undersøgelse, eftersom jeg ikke er tilfreds med pressedækning. Så jeg må, som de fleste andre, leve i uvidenhed eller vælge at tro et eller andet. Uanset hvad, så giver det hele anledning til at overveje et par forskellige ting.

For hvad drejer diskussionen sig egentlig om? Jeg vil mene, at der er en hel del, der er blevet blandet sammen her. For det første er der mere end de to synspunkter, der fremstår i pressen: med eller imod Lomborg. Jeg kan få øje på (mindst) følgende forskellige standpunkter:

  1. Enig med Lomborg, fordi vi trænger til en kritisk holdning til miljødebatten
  2. Uenig med Lomborg, fordi jeg bare ikke kan lide at høre, at verden hænger anderledes sammen, end jeg troede, eller fordi jeg tror, alle der har en skeptisk holdning til miljødebatten, er 'onde kapitalister'
  3. Enig med Lomborg, fordi debatten viser, at hans kritikere ikke er i stand til at udpege hans arbejdes svagheder
  4. Uenig med Lomborg, fordi hans kritikere har dokumenteret, at hans arbejde har fejl

Lomborgs kritikere gør et usandsynligt dårligt stykke arbejde med hensyn til at udpege fejlene i Lomborgs arbejde. Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) klarede den ikke. En af RUCs egne økonomer, Hans Aage, gør det i en kronik i Politiken, Lomborg, hans væbner og vindmøllerne, og andre har påpeget andre konkrete fejl. Det hører bare til undtagelsen, at offentligheden hører om det.

Hvis jeg kun fik min viden om Lomborg-sagen fra aviser, tv og radio ville jeg kun kunne nå til holdning nummer 3 oven for. Læser man de 16 sider, UVVU har offentliggjort, mangler man dokumentationen for, at han laver fejl.

Megafon har lavet en meningsmåling for TV2, hvor Lomborg går af med sejren hos befolkningen. Hans tv-optrædener, hvor han bl.a. har vist, at han taler blændende engelsk, og den massive storm af protester, også fra videnskabeligt hold, der ramte UVVU efter udvalgets afgørelse, er vel også med til at gøre, at Lomborg høster popularitet på dette her. Og det er trist, hvis det faktisk er rigtigt, at han enten tager fejl eller bevidst fordrejer.

Der er i øvrigt et par andre betænkelige forhold ved UVVUs afgørelse. I DJØFbladet, nr. 3/2003 s. 24-25, redegør professor dr.jur. Peter Pagh for sin opfattelse af UVVUs afgørelse, som han finder retlig problematisk. Han mener dels, at UVVU slet ikke har kompentance til at behandle klagerne over Lomborg, og dels, at UVVUs offentliggørelse af afgørelsen i ikke-anonymiseret stand var i strid med bekendtgørelsen om UVVU. UVVU må derimod offentliggøre afgørelser i anonymiseret form i sin årsberetning. Eller oversat til dansk: UVVU havde ikke ret til at behandle klagerne og slet ikke til at offentliggøre resultatet (en bekendtgørelse har lovvirkning).

Nu er det sådan, at jeg faktisk tror - og kun tror -, at Lomborg tager fejl, men jeg tror ikke rigtig, han selv er klar over det. Det var jo sådan set også præcis, hvad UVVU nåede frem til. Jeg føler bare, at jeg mangler 'noget at have det i'. Min tro bygger først og fremmest på, at flere af mine undervisere, forelæsere og vejledere på RUC er helt overbeviste, og en del af dem har nævnt eksempler - Hans Aage (ham med kroniken oven for) var én af dem. De er bare heller ikke pålidelige nok, selvom de har gjort det bedre end UVVU og den samlede presse.

Et er imidlertid sikkert: At de fire oven for nævnte synspunkter, er det kun de to sidste - de 'oplyste' - der er acceptable. De to første - 'uoplyste' - er derimod nok dem, en meget stor del af den folkelige (altså ikke den videnskabelige) debat drejer sig om. Og det er egentlig en helt anden diskussion, hvor ideologi vist er langt vigtigere end dokumentation.

[Overskriften skulle være en stump WC-grafitti på Wall Street fra 1980'erne... Men nej, jeg har ikke set det selv.]

08. februar 2003 kl. 21:41

Unyttig eftertanke

Det var egentlig ikke kun emnelinien i brevhovedet i forrige indlæg, der var lidt underlig. 3. februar var ikke en lørdag men en mandag. Men det hænger jo nok sammen med, at det heller ikke er 2001 men 2003...

07. februar 2003 kl. 10:48

Unsubscribe

Ja, så blev det semesterstart igen...

----- Original Message -----
From: [slettet]
To: oa-stud@ruc.dk
Sent: Saturday, February 03, 2001 11:12 AM
Subject: un-sunscribe

03. februar 2003 kl. 19:57

Luk den sorte kasse op!

Så er den sidste eksamen overstået. Det var en skriftlig eksamen i Offentlig organisation og styring, der bestod i en tag-hjem-opgave. Opgaven hedder Luk den sorte kasse op!, og er som noget helt enestående i RUCs historie et opgør med rationelle beslutningsmodeller.

01. februar 2003 kl. 00:05

Hvis tiden er vigtig rigtig

Der røg tilliden til mit radiostyrede vækkeur! Jeg vågner kl. 7.30 ved at det ringer, beslutter mig for at jeg har fortjent at sove en halv time mere (der var den med ansvaret igen), og stiller tiden frem. Falder i søvn. Vågner senere og konstaterer, at uret viser 13.10! I blind tillid til, at det er mig, der har sovet over mig, skynder jeg mig i bad osv. Og så lige her for lidt siden, begyndte jeg at undre mig over, hvor lyst det stadig var uden for, taget i betragtning af, at klokken nu var 17.55 ifølge uret. Nej, det kunne vist ikke passe. Hvad viser uret på min computer? 13.57! Jeg tror, jeg er ved at blive kulret af al den eksamenslæsning... Eneste tilbageværende problem er, at jeg ikke kan finde manualen til uret, og jeg kan ikke gennemskue, hvilke knapper jeg skal trykke på, for at rette op på fejlen.

29. januar 2003 kl. 14:11

Fra problem til løsning

Det plejer at være marketingsprog, når helt almindelige begreber bliver kaldt for 'løsninger'. Men nu er linien fra den 'fredsskabende' aktion i 1999 fortsat. Således er en eventuel krig mod Irak nu en 'militær løsning' på konflikten. Interessant - og let skræmmende - udvikling.

28. januar 2003 kl. 22:07

Nu vi talte om ansvar...

[Thomas kigger op fra eksamenslæsningen og tænker højt:] Hmm. Den antologi om policy-processer, jeg har ikke har rørt hele semestret, viser sig at være overraskende interessant.

27. januar 2003 kl. 21:25

På eget ansvar

De studerende er ikke vant til at skulle tage ansvar for sig selv. Derfor forlader ret mange af dem studiet i løbet af de første par år. Det skriver Politiken i artiklen Studerende mangler omsorg. Der er også snak om, at fraværsprocenten i gymnasiet er for høj. Her ser andre hellere mødepligten helt fjernet, 'så de ungne lærer at tage ansvar for sig selv'. Holder den?

Umiddelbart viser den store droppe-ud-procent fra universiteterne vel først og fremmest, at heller ikke de unge, der er et par år ældre end gymnasieeleverne, kan finde ud af at tage ansvar for sig selv. Men her kan man jo mene, at det skyldes, at de ikke har lært det forlængst, sådan som de burde i gymnasiet.

Jeg køber den altså ikke. Psykologiske undersøgelser viser, at de fleste mennesker trives bedst med struktur, altså at (andre) stiller rammer og krav - det, der mangler i et studieliv. En anden samfundsgruppe, der har meget lidt struktur i hverdagen, er de arbejdsløse. Der er også ret mange af dem, der ikke selv kan skabe den manglende struktur på samme måde, som mange studerende ikke kan.

I øvrigt passer det med at 'tage ansvar for sig selv' i stedet for struktur heller ikke i livet efter universitet. De færreste arbejdsgivere vil acceptere ikke at se resultater så længe, som man gør på et universitet.

Så desværre: Jeg må konkludere, at det med at tage ansvar for sig selv, snarere er noget, det er smart at sige, end noget, der egentlig ligger til mennesker.

27. januar 2003 kl. 01:17

816332

Lidt mere statistik: Myldretid.dk er blandt de 816.332 mest besøgte hjemmesider i verden - blandt Alexas brugere. Det fremgår af Alexas statistikside for Myldretid.dk.

25. januar 2003 kl. 02:19

Mest bedagede browsere i december

De mest bedagede browsere, der besøgte Myldretid.dk i december måned 2002, var:

Mozilla/3.01 (compatible;) - 37 stakler
Mozilla/2.0 (compatible; MSIE 3.02; Windows CE; 240x320; ...) - 1 stakkel
Mozilla/3.0 (compatible) - 1 stakkel
Mozilla/3.04C (Win95; I) - 1 stakkel

Men naturligvis kan Myldretid.dk ses med dem alle sammen.

I hele 2002 har Myldretid.dk i øvrigt haft ca. 59.000 besøg - herfra skal dog trækkes diverse indekseringsrobotter mv.

20. januar 2003 kl. 17:54

Det kan altså lade sig gøre!

Hidtil bedste oplevelse med en Internet-biks: CDON kunne levere de rigtige cd'er til den lovede tid (faktisk lidt før) og uden bøvl med betalingen. Sådan! Det eneste andet sted, jeg har oplevet det, har været hos Forlaget Holsund, men de har jo en lidt anden størrelsesorden.

15. januar 2003 kl. 16:47

Synonymer

Det er egentlig utroligt, hvor mange andre betegnelser, man kan finde på, hvis man ikke har lyst til at sige "fyring". Jeg synes, de sjoveste er

Kender du flere?

13. januar 2003 kl. 16:53

Til eksamen

Arh! Morgen! 3. januar! Økonomieksamen! Man vågner op badet i sved... Okay, så galt var det måske ikke. Faktisk var det rart at få det overstået.

Uhyggelige tal møder mig på eksamensgangene. Indtil videre er der 9, der er dumpet! Blødsødenheden stopper altså ved økonomi? Et af mine gruppemedlemmer fik 6, og hun er ellers meget god til økonomi.

Jeg kunne også godt selv være mere tilfreds. Det var bare det forkerte spørgsmål, jeg trak. Jeg havde godt kunnet få mere - bare ikke lige med dét spørgsmål. Bedre held næste gang!

"Ja, ja, Thomas. Hvad fik du så?" Jeg fik 8.

03. januar 2003 kl. 20:59

Her bor jeg!

Nu har jeg fået lagt lidt vejledning til at finde vej og ikke mindst en stribe billeder fra mit nye hjem ud på siden. Det er blevet til siden Her bor jeg.

16. december 2002 kl. 00:13

Fremtidens storme

"22.00 Fremtidens storme
Den globale opvarmning kunne dræbe tusindvis af mennesker i 2050. Denne udsendelse viser nøgagtig hvad der kan ske, hvis vi ikke reagerer på faresignalerne."
- Fra programoversigten på Discoverys tekst-tv 15.12.02

Ja, ja. Lad os lave en kort tekstanalyse. Der står, at udsendelsen viser nøgagtig, hvad der kan ske i 2050. Det skal nok hedde sig i udsendelsen, at det er videnskabeligt bevist. Hold kæft, hvor jeg hader amerikanske dokumentarprogrammer.

15. december 2002 kl. 21:08

Ah! Nu har jeg det meget bedre

Kedelige oplevelser de sidste par dage. Så gik der alligevel lidt dagbog i den.

Tirsdag: Efter at jeg langt om længe var blevet færdig med afsnittet om historisk institutionalisme (HI) til den synopsisopgave, min RUC-gruppe på dette semester skal aflevere, besluttede gruppen efter et vejledermøde i dag, at den ene af vores teoriretninger skulle ud - HI, naturligvis. Nu tror jeg nok, jeg har skrevet sådan cirka en sætning og lavet korrektur i den opgave. Den slags kameler må man jo bare lære at sluge, når man skriver projekter.

Torsdag: Personpåkørsel. Toget kl. 9.11 fra Trekroner, som jeg havde taget ind mod byen, ramte en person, der sandsynligvis var selvmorder, lidt vest for Brøndbyøster st. Trist at nogen vælger at tage sig af dage, og trist at de lige vælger dén måde. Man må håbe, lokotivføreren ikke har det alt for skidt. Det var heller ikke så lækkert, at se politi, redningsfolk osv. gå frem og tilbage langs med toget med en spartel osv.
Ulykken skete lige samtidig med, at et godstog passerede i det modsatte spor. Jeg syntes, det lød som om, der kom stenslag på toget fra godstoget, men det viste sig altså at være lyden af noget andet. Det er tog en times tid, før vi kunne køre videre, så dér faldt de ellers travle og anonyme pendlere i snak.

Fredag: Det store gruppeskænderi. Hvis du skulle være i tvivl, så er der ikke mange situationer, hvor en RUC-gruppe fungerer bedre, efter at én har sagt til en anden, at hun altid virker præmenstruel. Men efter at have rakket ned på hinanden i en time, var luften ligesom lidt renere. Vi skulle nok have gjort det for længe siden.

14. december 2002 kl. 15:39

Ups!

...man har pligt til at melde adresseændring til kommunen senest 5 dage efter indflytning!

07. december 2002 kl. 15:49

Flyttekasser

Jeg flytter i denne weekend - til Roskilde. Sikke en masse ting, jeg har, og sikke en masse underlige ting, man skal huske at købe: Vaskemiddel, skraldeposer, karklude, tandpasta, salt, pebber, badeforhæng, toiletpapir... Ting, man tog for givne.

30. november 2002 kl. 19:43

Også mig!

Som min historielærer i gymnasiet sagde, så er enhver dagbog i princippet skrevet med henblik på at blive offentliggjort. Den slags er fuldt erkendt i en weblog, så det er langt fra en hudløst ærlig nedfældning af dagligdagens tanker. Faktisk lige modsat!

I en weblog skriver man alle mulige finurligheder, smarte ting og helst lidt originale tanker, så alle kan se, hvor sofistikeret en person man i virkeligheden er. Det er i den grad et modelune, og jeg er også blevet ramt af det. Det er hermed erkendt fra begyndelsen af. Nu bliver det så bare spændende at se, hvor mange, der gider læse med. Velkommen!

23. november 2002 kl. 23:23

Nyeste indæg | RSS

Til toppen af siden

Opdateret sidst 20. maj 2012